Leonardo da Vinci
Programmet har navn efter den berømte italienske opfinder, videnskabsmand og kunstner, Leonardo da Vinci (1452-1519). Leonardo da Vinci er en del af EU's overordnede program for undervisning og uddannelse, Livslang Læring Programmet (LLP). Læs mere om Livslang læring i vores tema-artikel her.
Hvad er formålet?
Det overordnede formål med programmet er styrke kvaliteten og innovationen i de erhvervsrettede uddannelser og at give dem en europæisk dimension. De specifikke mål er at fremme mobilitet og at ruste den enkelte til at tage del i det europæiske arbejdsmarked.
Hvem kan søge?
Institutioner, organisationer, og offentlige og private virksomheder, der arbejder med erhvervsuddannelse på alle niveauer
I alt 31 lande deltager i Leonardo-programmet. Det er de 27 EU medlemslande, Tyrkiet, Norge, Island og Liechtenstein. Grønlandske skoler deltager i programmet på samme betingelser som danske skoler.
Hvilke aktiviteter gives der støtte til?
Praktik- og uddannelsesophold. Tilskud til praktik- og uddannelsesophold for elever, arbejdstagere og undervisere.
Nyudviklingsprojekter (development of innovation). Herunder kan der søges tilskud til tværgående samarbejdsprojekter, der har til formål at udvikle god praksis inden for erhvervsuddannelsesområdet med fokus på det innovations- og produktorienterede.
Tematiske netværk. Tværgående projekttype, hvor formålet er at synliggøre og formidle resultater inden for et tema på erhvervsuddannelsesområdet og at styrke forbindelsen mellem forskellige aktører på området.
Vidensudviklingsprojekter (transfer of innovation). Projekttype, der har til formål at overføre viden fra et område eller sektor til et andet, fx ved at arbejde på mere effektivitet og bedre resultater ved at tilpasse og bearbejde innovativt materiale eller på at integrere viden og resultater fra tidligere projekter i erhvervsuddannelser og virksomheder.
Forberedende besøg. Tilskud til at etablere kontakter til nye partnere, samt at drøfte mulighederne for samarbejde og ansøgning om tilskud igennem Leonardo-programmet. Forberedende besøg kan være besøg hos en udenlandsk skole eller virksomhed eller deltagelse i et kontaktseminar.
Partnerskaber. Tilskud til mindre samarbejdsprojekter mellem organisationer, der arbejder inden for erhvervsuddannelsessektoren. Formålet er at udvikle kvalitet og muligheder inden for erhvervsuddannelsessektoren gennem udveksling af erfaringer, metoder og gode eksempler. Der lægges vægt på emner, der har fælleseuropæisk interesse.
Ansøgningsfrister
Praktik- og uddannelsesophold: Én årlig ansøgningsfrist, normalt i februar.
Nyudviklingsprojekter: Én årlig ansøgningsfrist, normalt i februar. Ansøgningerne behandles centralt i Bruxelles.
Tematiske netværk: Én årlig ansøgningsfrist, normalt i februar. Ansøgningerne behandles centralt i Bruxelles.
Videnudviklingsprojekter: Én årlig ansøgningsfrist, normalt i februar.
Forberedende besøg: Ansøgningsfrist er senest 1 måned før besøget skal finde sted
Partnerskaber: Én årlig ansøgningsfrist, normalt i februar.
Se ansøgningsfrister for alle aktuelle indkaldelser her.
Læs mere om de forskellige aktioner under Leonardo-programmet på Styrelsen for Universiteter og Internationaliserings hjemmeside.

