Prominent besøg fra Holland skal udvikle midtjysk fødevareposition

Regio Food Vally

Hos CDEU samarbejder vi meget tæt med Region Midtjylland og Aarhus Kommune om at styrke det midtjyske fødevareområde. CDEU hjælper i den proces med at identificere og styrke internationale samarbejder, der kan åbne nye midtjyske muligheder og partnerskaber for på den måde at styrke fødevareinnovationen, hente EU-støtte og skabe vækst.

TRIPLE-HELIX-SAMARBEJDE

Som et led i det arbejde har CDEU, Region Midtjylland og Aarhus Kommune netop haft prominent besøg på 45 personer fra Regio FoodValley i Holland. Med i Regio FoodValley er en række aktører på fødevareområdet, som er gået sammen i et såkaldt triple-helix-samarbejde, altså et samarbejde mellem private og offentlige aktører samt videnaktører.

MANGE FORDELE AT HØSTE

At det lykkedes at få hele 45 gæster med på besøget fra Holland siger noget om, hvor mange potentielle fordele der er i samarbejdet:

– Det handler om at skabe så gode bekendtskaber, at vi for fremtiden kan bruge hinanden strategisk, når fødevareområdet skal udvikles. Et af målene er nemlig, at midtjyderne og hollænderne skal tænke hinanden ind som partnere, når der fremadrettet skal søges støtte til for eksempel fødevareinnovation i EU-programmet for innovation og forskning, Horizon2020. Her er det at have internationale partnere nemlig både et krav og en god mulighed, fortæller CDEU’s erhvervskonsulent, Thomas Steen Hansen.

HOLLANDSK UDVIKLING INSPIREREDE MIDTJYDER

Regio FoodValley opstod for et par år siden, hvor en række kommuner omkring det hollandske universitet Wageningen konstaterede, at der var ved at modnes en klynge på fødevareområdet. Flere globale fødevarekoncerner var i gang med at etablere udviklingscentre i tilknytning til det stærke videnmiljø på universitetet, og da kommunerne gerne ville understøtte den udvikling, dannede de Regio FoodValley. Historien bag Regio FoodValley er særligt interessant, fordi den er ved at gentage sig i det midtjyske:

– Vi ser noget tilsvarende ske i Midtjylland, hvor store spillere i fødevarebranchen etablerer udviklingsaktiviteter tæt ved Aarhus Universitet, og det er den udvikling, som Region Midtjylland og kommunerne i regionen ønsker at understøtte, fortæller fødevarekonsulent ved CDEU, Sune Jin Christensen.

EUROPÆISKE KRAFTCENTRE

Regio FoodValley og Midtjylland har nemlig en del tilfælles. De er begge europæiske kraftcentre inden for fødevareproduktion og -innovation. I begge områder arbejdes således målrettet med at udvikle stærke, internationale styrkepositioner, bl.a. gennem triple-helix samarbejder som beskrevet ovenfor.

SØGEN LEDTE TIL MIDTJYLLAND

Det var netop i deres søgen efter lignende samarbejder på europæisk plan, at Regio FoodValley for et års tid siden tog kontakt til Region Midtjylland gennem CDEU. Sammen er vi nu ved at klarlægge, hvad der er af gensidig værdi i samarbejdet, og hvilke midtjyske fødevareaktører, der kan have glæde af det.