EU-støtte skal hjælpe private med at fordoble udbytte af solceller

VisBlue

Visblues showrrom og testcenter i Søborg. Foto: Visblue

Virksomheden Visblue, som ligger i Aarhus har netop fået tilsagn på 50.000 EUR fra SMV-instrumentet. Pengene skal bruges til at udvikle deres forretningsplan.

Energien fra solcelleanlæg i private hjem kan udnyttes dobbelt så godt, som den bliver i dag. Det vil firmaet VisBlue fra Aarhus gøre muligt ved at lave et batteri, som kan lagre den opsparede energi til senere brug. Idéen er så god, at den netop har hentet 50.000 euro i EU-støtte til at få udviklet en forretningsplan.

Energiudnyttelsen kan fordobles

Hver husstand, som har solceller, bruger faktisk kun 30-40 procent af den energi, som de indsamler. Resten sendes retur til elnettet, og herfra skal husstanden efterfølgende købe energien tilbage. Ved at sætte et batteri ind kan man i stedet hæve energiudnyttelsen til 70-80 procent, så husstanden reelt får dobbelt så meget energi ud af deres solceller. Sådan fortæller CEO og co-founder hos VisBlue, Søren Bødker, og han fortsætter:

– Den her teknologi har som sådan været kendt i flere år. Den bruges ved store solcelleparker og vindmølleanlæg, hvor energien kan lagres til senere brug, men det, vi kan tilbyde, er at gøre teknologien tilgængelig for private.

Første skridt: Forretningsplan

Det scenarie skal de 50.000 euro i EU-støtte nu hjælpe med at realisere. Pengene skal gå til at lave en grundig forretningsplan for, hvordan firmaet skal bære sig ad med både produktion, salg og godkendelser. Pengene kommer fra EU’s såkaldte SMV-instrument, fase 1, og det er også planen, at VisBlue vil ansøge om det, der hedder fase 2, for det er nemlig her, de rigtigt store støttebeløb kan hentes:

– Nu laver vi vores forretningsplan, og med den i hånden ansøger vi så om fase 2. Her vil vi gerne ansøge om 2 millioner euro, som så skal bruges på at udføre forretningsplanen.

Testanlæg i Søborg

VisBlue har allerede udviklet et testbatteri, der er sat op i en helt energineutral etageejendom i Søborg, som kan ses på billedet. Her lagrer testbatteriet energien fra ejendommens solcelleanlæg, så energien udnyttes bedst muligt, og anlægget er samtidigt en måde for VisBlue at få testet deres batteri i virkeligheden. Eller som CEO’en selv udtrykker det:

– Det svarer lidt til at sparke dæk på batteriet – så ser vi, hvad det kan holde til.

Netop etageejendomme er, sammen med industrien, det marked, som VisBlue umiddelbart sigter mod, mens næste skridt er at udvikle batterier til brug i private huse også.

Fik hjælp af CDEU

VisBlue fik i ansøgningsforløbet hjælp af CDEU:

– Vi havde selv forsøgt nogle gange at søge EU-støtte, men hver gang manglede ansøgningen lige det sidste. Derfor bad vi CDEU om hjælp, fortæller Søren Bødker, som også gerne vil anbefale andre at gå efter EU-støtten:

– Det vil jeg helt sikkert. Der er rigtigt gode midler at opnå, og så henviser jeg også meget gerne til CDEU, der gav os en god hjælp.

Vil du også gerne høre om mulighederne for EU-støtte til netop din SMV, så kan du kontakte CDEU’s erhvervskonsulenter på: erhverv@centraldenmark.eu

 

Lad os hjælpe dig videre

Kontakt en af vores kompetente medarbejdere, som kan rådgive dig inden for netop dette område og hjælpe dig videre med dit projekt.

Thomas Steen Hansen
EU-konsulent
Erhverv
Maria Heilskou Pedersen
EU-konsulent
Sundhed og Erhverv
Tarik Kehli
EU-konsulent
Erhverv og grøn omstilling