Aarhus Universitet

Vores arbejde for Aarhus Universitet i 2021

CDEU’s forskningsteam, Lina Christensen (t.v.) og Mathilde Dam, der blev ansat pr. 1. januar 2022.

Da EU’s nye rammeprogram for forskning og innovation, Horizon Europe, i 2021 blev søsat, betød det travlhed over hele linjen, men ikke mindst hos vores forskningsteam. For hvis Aarhus Universitet (AU) skal lykkes med sin mission om at bedrive forskning i verdensklasse, så er det bydende nødvendigt at få styr på de mange nye programmer, der understøtter forskningen. I teksten her kan du blive klogere på, hvorledes CDEU i 2021 har understøttet den indsats.

Vil videreføre imponerende EU-hjemtag

Aarhus Universitet (AU) er en af Danmarks absolutte topscorere i forhold til at modtage støtte fra EU’s Horizon-program: Under Horizon 2020, der dækkede årene 2014 – 2020, hjemtog AU således mere end 1½ milliard kroner. Hvis det niveau skal holdes og endda forbedres under Horizon Europe, så skal banen kridtes op fra starten.

Oplæg for over 20 miljøer på AU

CDEU’s forskningsteam holdt derfor i 2021 oplæg for over 20 miljøer på Aarhus Universitet, og oplæggene foregik primært digitalt. De havde til formål at klæde medarbejdere og ledere bedst muligt på til at kunne påvirke og søge EU-midler inden for en række vigtige forskningsfelter. Disse oplæg blev holdt enten af forskningsteamet selv eller i tæt samarbejde med gode kolleger i AU’s Forskningsstøtteenhed.

Særligt involveret i bl.a. Horizon-missionerne

CDEU bidrager i det hele taget til en bred vifte af initiativer på AU. Dog har vi i 2021 været særligt involveret i arbejdet med Horizon Europe-missionerne og med indkaldelser, der ligger i krydsfeltet mellem de mere traditionelle samarbejdsprojekter og de nye missioners indkaldelser inden for eksempelvis jord, biomasse og klima.

Velbesøgte digitale events om EIC

Lone Ryg Olsen, Aarhus Universitet, da hun bød velkommen til EIC-eventet i juni 2021.

Lanceringen af EU’s mest ambitiøse innovationsinitiativ til dato, European Innovation Council (EIC), blev i årets løb desuden brugt som rampe for AU’s The Kitchen, og to meget velbesøgte digitale events blev holdt om netop mulighederne i dette nye instrument. Vi ser frem til at fortsætte dette arbejde og meget mere i det nye år.

 

Lad os hjælpe dig videre

Kontakt en af vores kompetente medarbejdere, som kan rådgive dig inden for netop dette område og hjælpe dig videre med dit projekt.

Lina Christensen
EU-specialkonsulent
Forskning, uddannelse og Aarhus Universitet
Mathilde Dam
EU-konsulent
Forskning og grøn omstilling