Arrangement

Mangler dit uddannelsesprojekt partnere? Så præsentér din idé i Bruxelles

7. maj 2019

Har du en idé til, hvordan Europa kan blive bedre til at undervise i en digital og teknologidreven verden? Og har du mod på at præsentere din idé for potentielle samarbejdspartnere på engelsk? Så kom til projektudviklingsworkshop i Bruxelles den 27.-28. november 2019.

CDEU er særdeles aktiv inden for det Bruxelles-baserede uddannelsesnetværk Regions working on Skills, Education and Training (forkortet ReSET), og derfor er vi glade for at kunne præsentere en god mulighed for midtjyske uddannelsesaktører.

 

Workshop med fokus på innovative læringsmetoder

Til november inviterer ReSET til den femte udgave af den succesfulde Project Development Workshop (PDW). Emnet i år vil være ”Tranforming Education for a technology-driven world” og vil fokusere på at sætte skub i udviklingen og implementeringen af nye, innovative læringsmetoder inden for alle typer af uddannelser (fra førskoleområdet til videregående uddannelser og alt derimellem).

Workshoppen tager afsæt i EU’s uddannelses- og læringsprogram, Erasmus+, hvor der er krav om samarbejde med europæiske partnere. Denne workshop er derfor en unik mulighed for at mødes med andre institutioner og aktører på uddannelsesområdet med det formål at bygge et konsortium til en kommende Erasmus+-indkaldelse.

HVEM KAN DELTAGE?

For at deltage i workshoppen skal du kunne svare ja til følgende spørgsmål:

  1. Har du en klar projektidé, og kan din organisation afsætte en medarbejder med den tid og de ressourcer, som det kræver at være projektleder for et internationalt Erasmus+-projekt?
  2. Er din projektidé relateret til nye uddannelsesmetoder?
  3. Er du klar til at lede en rundbordsdebat med interesserede europæiske partnere?

Hvis svaret på alle tre spørgsmål er “ja”, så send din projektidé til workshoppen inden den 19. august. Både forslag inden for videregående uddannelse, grunduddannelse, erhvervsuddannelse, efteruddannelse, unge og sport er velkomne. Du får svar på, om din projektidé er blevet udvalgt til at deltage i projektudviklingsworkshoppen i den første uge af september.

Dyrk netværk og hør oplæg

Udover at kunne idéudvikle dit europæiske projekt vil der på workshoppen også være rig mulighed for at netværke, høre oplæg fra tidligere projekter og møde repræsentanter fra de europæiske institutioner.

Projektudviklingsworkshoppen tager udgangspunkt i Erasmus+ programmets muligheder – er du nysgerrig på, om der er muligheder for dig og din arbejdsplads i programmet, er du meget velkommen til at kontakte os hos CDEU for at høre nærmere.

TID OG STED

Den 27.-28. november på Avenue de Cortenbergh 71, 1000 Brussels.

TILMELDING OG FRIST

Du kan tilmelde dig her. Fristen for indsendelse af projektideer er den 19. august.

ReSET blev etableret i 2011 og samler europæiske regioner, som arbejder med Skills, Education & Training. Netværket tilbyder en platform for interaktioner mellem lokale og regionale interessenter og de Europæiske Institutioner.

 

Lad os hjælpe dig videre

Kontakt en af vores kompetente medarbejdere, som kan rådgive dig inden for netop dette område og hjælpe dig videre med dit projekt.

Elena Nielsen
EU-konsulent
Uddannelse og VIA
Rikke Schmidt
Praktikant
Kultur og uddannelse