Praktikant ved CDEU
Hvorfor lige CDEU?
Central Denmark EU Office er Midtjyllands EU-kontor i Bruxelles, og vi arbejder for at sikre borgere, virksomheder og institutioner i Midtjylland størst muligt udbytte af det europæiske samarbejde.
Hvad gør et praktikantophold hos CDEU unikt?
Vi er 20 dedikerede medarbejdere på et kontor, hvor dørene altid står åbne, og hvor vi værdsætter den enkeltes indspil til arbejdet. Hos os bliver du en vigtig brik, ligesom du vil få et stort ansvar. Et praktikophold hos os giver dig mulighed for at bringe dine egne kompetencer i spil, du vil kunne bygge et solidt netværk – også hjemadtil i Midtjylland – og du vil blandt andet blive skarp til at kommunikere på skrift.
Meget varierede arbejdsopgaver
At arbejde her er på mange måder noget særligt, ikke mindst i kraft af vores meget varierede ejerkreds: Vi er ejet af både Region Midtjylland, de 19 midtjyske kommuner, Aarhus Universitet og VIA University College, og vores arbejde rækker meget vidt omkring på områderne erhverv, sundhed, forskning, uddannelse, kultur, bioøkonomi og grøn omstilling. Du kan med andre ord se frem til en hverdag med ret så varierede arbejdsopgaver for en stribe interessenter. Samtidig arbejder vi på kontoret meget på tværs af de forskellige områder for at skabe nye synergier og projekter for vores samarbejdspartnere, og det er bestemt også med til at gøre stedet til en fed arbejdsplads.
Målet: Skabe størst mulig værdi
Det overordnede mål for CDEU er at skabe størst mulig værdi ud af det europæiske samarbejde for Midtjylland, og det gør vi på en lang række forskellige områder – her følger et par eksempler:
Rekordstøtte hentet hjem til Midtjylland
Siden CDEU’s opstart i 2007 har kontoret hjulpet med at hente over trekvart milliard kroner i EU-støtte hjem til Midtjylland.
Farvel til affald
Projektet “Circular Economy Beyond Waste” har fået 75 mio. kr. fra EU’s LIFE IP-program til at understøtte omstillingen til cirkulær økonomi i hele Danmark.
Region Midtjylland er ejer af projektet, der samler 40 partnere, herunder 18 fra Midtjylland, om at løfte den store opgave, og projektet får særligt fokus på kompetenceopbygning og systemforandring. CDEU har understøttet hele vejen fra idéudvikling og frem til aflevering af den færdige ansøgning, og du kan læse om projektet lige her.
Årsberetning 2023
Hvis du vil vide mere om, hvordan vi konkret arbejder for vores aktører, så kan du kigge i vores årsberetning for 2023. Den består af fem korte videoer, hvori fem af vores fagkonsulenter fortæller om eksempler på deres arbejde. Se videoerne på linket her.
Bruxelles er hele Europas hovedstad
At CDEUs kontor er placeret i Bruxelles er helt naturligt, da blandt andet Kommissionen, Rådet og Parlamentet er placeret her.
Desuden ligger Bruxelles centralt placeret i Belgien med spændende byer såsom Ghent, Antwerpen og Brügge placeret maks. 1 times transport væk med tog. Amsterdam, Paris og London kan alle nås inden for to timers togtransport.