God historie

18,7 mio. kr. i EU-støtte til aarhusiansk SMV: Vil gøre softwarekoder mindre sårbare

30. januar 2026

I 2025 opnåede den aarhusianske SMV Coana hele 18,7 mio. kr. i støtte fra EU’s EIC Transition-program. EIC Transition støtter massivt op om de teknologier, der virkelig har potentiale til at rykke på de store samfundsudfordringer, og her er cybersikkerhed, eller mere specifikt sikring af vores tilstedeværelse online, med øverst på prioriteringslisten. Coana’s løsning er således i stand til at finde sårbare elementer i den software, som man er afhængig af, men som man ikke selv har udviklet. Og det vel at mærke på en intelligent og præcis måde, som adskiller sig væsentligt fra den meget ressourcekrævende metode, som er blevet brugt hidtil. CDEU’s forløb for virksomheder, iFacilitator, har understøttet Coana på vejen mod EU-støtten.


Open source-software gør det muligt for software-udviklere at bruge kode, som andre har skrevet, i deres egne applikationer. Men selvom metoden tilbyder en hurtigere vej til ny software, så er der også en risiko: For når udviklere bruger open source-kode til eget brug, overtager de også de sårbarheder, koden kan indeholde, og som potentielt kan gøre deres egne applikationer sårbare over for brud og angreb.

Det er derfor vigtigt at finde frem til disse potentielle sårbarheder, men de løsninger, der allerede eksisterer til at opfylde dette formål, identificerer en masse falske positiver, som derefter skal gennemgås manuelt. Det gør arbejdet meget omfattende.

COANA: En spin-out fra Institut for Datalogi ved AU

Her kommer SMV’en Coana ind i billedet. Den blev i 2022 stiftet som en spin-off fra Institut for Datalogi ved Aarhus Universitet, og dens mål er at levere sofistikerede programanalyseværktøjer, der understøtter softwareingeniørers oprettelse og vedligeholdelse af moderne software. Disse analyseværktøjer kan så hjælpe med at forhindre fejl og sikkerhedshuller, og det er netop, hvad Coana’s løsning Next Generation Software Supply Chain Security gør på en overbevisende facon.

Det er virkelig kun de allerbedste løsninger, der opnår de attraktive og ret høje støttebeløb. Det betyder også, at det at få tildelt et grant fra EIC Transition er en blåstempling og noget, der vækker opmærksomhed fra investorer og andre aktører i markedet – Tarik Kehli, erhvervskonsulent ved CDEU

Kan på præcis og intelligent facon finde frem til sårbarheder

Løsningen er således i stand til på en meget intelligent og præcis måde at finde sårbare elementer i den software, som man er afhængig af, men som man ikke selv har udviklet. Ved at bruge Coana’s metode bliver irrelevante sårbarheder sorteret fra, så softwareudviklere kan fokusere på de reelle udfordringer, og metoden kan eliminere 80-95% af de falske positiver, som scanningssoftwaren finder i dag.

Særdeles hård konkurrence i EIC Transition

Det er EU’s program EIC Transition, der har støttet Coana’s løsning med 18,7 mio. kr., og denne bedrift bliver kun desto mere imponerende, hvis man ser på, hvor hård konkurrencen er:

  • EIC støtter kun op om de innovationer, der virkelig har potentiale til at disrupte, og det ses tydeligt på succesraterne for at opnå støtte fra programmet. Det ligger på knap 10%, så det er virkelig kun de allerbedste løsninger, der opnår de attraktive og ret høje støttebeløb. Det betyder også, at det at få tildelt et grant fra EIC Transition er en blåstempling og noget, der vækker opmærksomhed fra investorer og andre aktører i markedet, lyder det afsluttende fra CDEU’s erhvervskonsulent Tarik Kehli.

Det er også netop, hvad der er sket for Coana, som er blevet opkøbt af den større softwarevirksomhed Socket. Opkøbet giver mulighed for, at Coanas produkt kan integreres i eksisterende softwareløsninger og nå ud til brugerne af disse.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Tarik Kehli
EU-specialkonsulent
Erhverv og vækst