God historie

2 mio. kr. til CemeCon Scandinavia A/S skal gøre hårdkrom bedre for mennesker og natur

14. september 2021

Favrskov-virksomheden CemeCon Scandinavia A/S har opnået 2 mio. kr. i støtte fra EU-programmet Eurostars. Sammen med tre partnere skal firmaet udvikle en belægningsløsning, der både er sundere for mennesker og bedre for miljøet end galvaniseret hårdkrom.

Fra venstre Michael Lykke Hvam, CTO, Konrad Bienk, CEO, CemeCon Scandinavia A/S

CemeCon Scandinavia A/S er specialister i avanceret PVD-overfladebehandling, og nu er de gået sammen med en dansk, en svensk og en tysk partner om at udvikle og teste METALcoat som et sikkert, miljøvenligt og omkostningseffektivt alternativ til traditionel hårdforkromning.

– Med vores metode, PVD, flytter vi metallet fra plader og over på de emner, som kunden har, via strøm og gas. Så i stedet for at benytte kemisk væske belægger vi i et vakuum uden at danne skadelige affaldsprodukter, og det gør det både mere miljøvenligt og meget sundere for mennesker. – Michael Lykke Hvam, CTO, CemeCon Scandinavia A/S

Vil udvikle alternativ til galvanisering med hårdkrom

Firmaets CEO, Konrad Bienk, fortæller om baggrunden for projektet:

  • Når man forkromer et emne for at kunne få det til at holde længere, så benyttes hexavalent krom, eller krom 6-forbindelser. Krom 6 er meget sundhedsskadeligt for mennesker: Selv om vi i Danmark har outsourcet meget bearbejdningsindustri, bliver minimum 10.000 danskere udsat for krom 6. Mange af disse vil udvikle alvorlige sygdomme, typisk fordi tungmetallet akkumuleres i kroppen.

EU har da også delvist forbudt brugen af hårdkrom for mange år siden, men alligevel benyttes det fortsat:

  • EU valgte at forlænge muligheden for at bruge hårdkrom først i syv år, så i syv år til, og igen i syv år mere, fordi man ikke mener, at der er noget alternativ. Dette er projektets partnere ikke enige i. Derfor er vi også gået ind i projektet her for at udvikle en løsning direkte rettet mod erstatning af hårdforkromning i visse industrisegmenter, fortæller Michael Lykke Hvam, der er virksomhedens CTO.

Projektet er et samarbejde mellem CemeCon Scandinavia A/S og Aalborg Universitet (Department of Materials and Production), samt to virksomheder, der agerer slutbrugere.

Eurostars var det oplagte valg for os, da projektets stadie og størrelse flugtede rigtig godt med, hvad programmet efterspørger og støtter. – Michael Lykke Hvam, CTO, CemeCon Scandinavia A/S

Valgte Eurostars

Nu nærmer udløbsdatoen for EU’s forlængelse for brugen af hårdkrom sig, og derfor haster det også med at få udviklet et alternativ. Derfor var CemeCon Scandinavia A/S under tidspres for at få projektet startet så hurtigt som muligt, og det har ikke været en helt lige vej: Projektet skulle starte i marts 2020, hvor Covid-19 bl.a. var med til at forsinke projektets start, og da partnerne er fra tre forskellige lande, har rejseforbud og restriktioner også givet udfordringer.

Projektet blev oprindeligt skrevet til en anden platform, men bl.a. efter dialog med CDEU faldt valget på Eurostars:

  • Eurostars var det oplagte valg for os, da projektets stadie og størrelse flugtede rigtig godt med, hvad programmet efterspørger og støtter. Desuden er det et krav i et Eurostars-projekt, at man har partnere med fra minimum to andre lande, og vi har i forvejen mange partnere i Tyskland og Sverige, lyder det fra Michael Lykke Hvam.

Det går ikke altid helt efter bogen, når man søger støtte – det kan være udfordrende at samle et konsortium og arbejde på tværs af landegrænser. Men i givet fald er man altid meget velkommen til at tage fat i os i CDEU’s erhvervsteam. – Thomas Steen Hansen, erhvervskonsulent, CDEU

CDEU står klar til at hjælpe

  • Det går ikke altid helt efter bogen, når man søger støtte – det kan være udfordrende at samle et konsortium og arbejde på tværs af landegrænser. Men i givet fald er man altid meget velkommen til at tage fat i os i CDEU’s erhvervsteam; vi er der ikke kun for at hjælpe med at afklare et projekts muligheder for støtte, vi hjælper også meget gerne, når der er udfordringer på vejen, lyder det fra CDEU’s erhvervskonsulent, Thomas Steen Hansen.

Udskifter farlig kemi med strøm og gas

I alt har hele projektet opnået over 4,4 mio. kr. i EU-støtte til at udskifte farlig kemi med strøm og gas ved at benytte sig af såkaldt Physical Vapor Deposition (PVD):

  • Egentlig er klassisk galvanisering jo meget ligetil – man skal bruge et vandbad, strøm og kemikalier, så er man i gang. Selvfølgelig foregår processerne meget kontrolleret i dag, men fremstillingsprocessen er stadig meget problematisk, fortæller Konrad Bienk, inden han suppleres af Michael Lykke Hvam:
  • Med vores metode, PVD, flytter vi metallet fra plader og over på de emner, som kunden har, via strøm og gas. Så i stedet for at benytte kemisk væske belægger vi i et vakuum uden at danne skadelige affaldsprodukter, og det gør det både mere miljøvenligt og meget sundere for mennesker. Selve processen kan foregå helt ned til 180° C, så de fleste metaller kan holde til det. Desuden kan vi med denne teknologi styre belægningstykkelsen meget præcist og lave hårde belægninger fri for defekter, så værktøjet er beskyttet endnu bedre mod korrosion og slid.

Addresserer ikke hele markedet

Teknologien har dog også sine begrænsninger:

  • Vi adresserer ikke hele markedet med vores løsning, da der er klare størrelsesbegrænsninger. Vi kan for eksempel ikke belægge store emner, men vi har et kammer på 50x50x50 cm, og med det kan vi adressere en del af det marked, som har med relativt mindre maskindele og komponenter at gøre, herunder også mere komplekse dele til f.eks. fødevare- og medicinalindustrien, hvor kvaliteten og overfladen skal være i top, lyder det fra Konrad Bienk.

Håbet er at kunne skalere op

På sigt er håbet at kunne bruge løsningen i rigtig stor volumen:

  • Vi vil gerne opgradere vores faciliteter og arbejder sideløbende med løsninger, hvor vi etablerer coating-enheder for vores kunder i deres produktion. Det når vi ikke i mål med ved Eurostars-projektets slutning om et år, men det kan være, at vi så vil søge EU-støtte til markedsmodning, eller at vi vil lave et spin out. Der er flere muligheder, og det afhænger alt sammen af, hvor hurtigt udviklingen kommer til at gå, så det må tiden vise, afslutter Michael Lykke Hvam.
 

Lad os hjælpe dig videre

Kontakt en af vores kompetente medarbejdere, som kan rådgive dig inden for netop dette område og hjælpe dig videre med dit projekt.

Thomas Steen Hansen
EU-specialkonsulent
Erhverv
Tarik Kehli
EU-konsulent
Erhverv, uddannelse og grøn omstilling