God historie

EU-støtte til Brogården i Ringkøbing-Skjern skal give lokalsamfundet et vindue til verden

31. august 2026

Brogården Kulturvæksthus i Ringkøbing-Skjern Kommune har netop opnået støtte fra EU’s Creative Europe-program til at invitere fem internationale scenekunstnere til kommunen på et såkaldt residency-ophold. Der er tale om tre uger lange ophold, som både skal styrke den enkelte kunstners arbejde, færdigheder og netværk, men også skabe stor lokal værdi: De fem residencies skal nemlig give lokalsamfundet et vindue til verden ved at forbinde lokale kunstnere, uddannelsesinstitutioner og den brede offentlighed med kunstnere fra Europa.

Helt konkret kan lokalsamfundet se frem til at opleve gode, kunstneriske produktioner, ligesom kimen til europæiske samarbejder kan blive lagt for lokale kunstnere, og så kan både Brogården Kulturvæksthus og Ringkøbing-Skjern Kommune bruge anledningen til at promovere sig selv europæisk som vært for kommende residencies, kunst-og kulturprojekter.


Da initiativet Culture Moves Europe under Creative Europe-programmet lige før sommerferien for sidste gang delte støtte ud til de bedste ansøgninger fra hele Europa, var Brogården Kulturvæksthus i Ringkøbing-Skjern Kommune den eneste danske kulturinstitution, der slap gennem nåleøjet.

Giver lokalsamfundet et vindue til verden

De 150.000 kr., som Brogården Kulturvæksthus fik tildelt, skal nu bruges på at invitere fem scenekunstnere til Ringkøbing-Skjern Kommune, og formanden for bestyrelsen i Brogården Kulturvæksthus fortæller:

– De residencies, som vi nu har fået EU-støtte til, kommer til at berige den kunstneriske forskning, der er forbundet med stedet, samt de kulturelle tilbud og udveksling, der finder sted mellem vores europæiske kunstnere, lokale kunstnere og det bredere fællesskab af kulturaktører, uddannelsesinstitutioner og den bredere offentlighed. Kort sagt, så vil disse kunstnerophold give vores lokalsamfund et vindue til verden, så vi kan forblive forbundet med kulturelle bevægelser, kunstneriske innovationer og de bredere, fælles værdier i Europa, lyder det fra Hans Christian Vestergaard, formand for bestyrelsen i Brogården Kulturvæksthus.

Kort sagt, så vil disse kunstnerophold give vores lokalsamfund et vindue til verden, så vi kan forblive forbundet med kulturelle bevægelser, kunstneriske innovationer og de bredere, fælles værdier i Europa – Hans Christian Vestergaard, formand for bestyrelsen i Brogården Kulturvæksthus

En af hjørnestenene i Brogården Kulturvæksthus’ aktiviteter

Kunstresidenser er sammen med seminarer selve hjørnestenene i Brogården Kulturvæksthus’ aktiviteter, og Brogården Kulturvæksthus er den eneste kulturinstitution i hele kommunen, der tilbyder dedikerede faciliteter til kunstnerophold, som omfatter både bolig og arbejdsplads. Her driver Brogården egne kunstopholdsprogrammer inden for forskellige kunstdiscipliner, ligesom institutionen samarbejder med kommunen og lokale kulturaktører om at være vært for fælles residensprogrammer.

Skal styrke den enkelte kunstners arbejde og færdigheder

De residencies, der er givet EU-støtte til, har til formål at støtte fem scenekunstnere i produktionsperioden for deres forestilling. Gennem mentorprogrammet, som er en del af hvert residency, får kunstnerne mulighed for at udvikle deres koncept med professionelle dramaturger og teaterinstruktører, og Sarimé Alvarez Hernandez, som er mentor og leder af programmet ved Brogården Kulturvæksthus, fortæller:

– Tanken er, at deltagerne i de fem residencies kommer til at forbedre deres performancefærdigheder, ligesom de vil kunne løse enten dramaturgiske eller tekniske og strukturelle elementer i deres nye forestilling. Dermed er idéen også, at opholdene skal styrke den enkelte kunstners arbejde og færdigheder, støtte kunstneren i at kommunikere sine ideer og tilbyde kunstneren mulighed for netværk.

Opholdene skal styrke den enkelte kunstners arbejde og færdigheder, støtte kunstneren i at kommunikere sine ideer og tilbyde kunstneren mulighed for netværk – Sarimé Alvarez Hernandez, mentor og leder af programmet ved Brogården Kulturvæksthus

Ren win-win

Dermed udgør residencies altså en ren win-win for såvel kunstnere som lokalsamfund:

– Konkret kommer de her fem residencies til at betyde, at lokalsamfundet kan se frem til at opleve gode, kunstneriske produktioner, og så kan nogle af vores lokale kunstnere også få lagt kimen til nye, europæiske samarbejder. Desuden er det selvfølgelig også interessant, at både vi på Brogården Kulturvæksthus og så kommunen selv kan bruge anledningen til at promovere os europæisk som vært for kommende residencies og for kunst-og kulturprojekter, lyder det fra Hans Christian Vestergaard, formand for bestyrelsen i Brogården Kulturvæksthus.

Lokalsamfundet kan se frem til at opleve gode, kunstneriske produktioner, og så kan nogle af vores lokale kunstnere også få lagt kimen til nye, europæiske samarbejder. Desuden er det selvfølgelig også interessant, at både vi på Brogården Kulturvæksthus og så kommunen selv kan bruge anledningen til at promovere os europæisk som vært for kommende residencies og for kunst-og kulturprojekter – Hans Christian Vestergaard, formand for bestyrelsen i Brogården Kulturvæksthus

Fakta om de fem residencies

De fem residencies vil finde sted i efteråret 2026. Der er tale om i alt 21 dages residency for fem kunstnere. EU-støtten skal bruges til at finansiere kunstnernes rejser, logi, arbejdspladser, forplejning og mentorordninger under forløbet.

Vejen frem til støtten

Det er CDEU, som har understøttet Brogården Kulturvæksthus i ansøgningsprocessen frem mod EU-støtten.

Ringkøbing-Skjern Kommune er nemlig blandt de midtjyske kommuner, der har valgt at blive en del af initiativet Genvej til Europa, og det betyder, at CDEU stiller rådgivning, sparring, netværk og mikropuljemidler til rådighed for kommunens kulturinstitutioner, så de kan blive hjulpet bedst muligt med at hente lokal værdi af europæisk samarbejde.

Vil jeres kommune også være med?

De 11 kommuner, der har tilsluttet sig Genvej til Europa, er Holstebro, Herning, Lemvig, Norddjurs, Odder, Randers, Ringkøbing-Skjern, Samsø, Struer, Syddjurs og Aarhus.

Skulle jeres kommune også være interesseret i at tilslutte sig Genvej til Europa, så tag endelig fat i Louise Godt på log@centraldenmark.eu eller i CDEU’s direktør Lars Holte Nielsen på lhn@centraldenmark.eu 

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Louise Godt
EU-rådgiver
Kultur