God historie
AU til Nordic University Days i Bruxelles: Afgørende øjeblik for at yde indflydelse på EU’s fremtidige programmer
Aarhus Universitet er med helt i front, når det gælder hjemtag fra EU’s store program for forskning og innovation, Horizon Europe. Derfor har universitetet også en meget stor interesse i at følge og bidrage til diskussionerne om, hvordan fremtidens EU-programmer skal udformes, og denne uge tilbød en oplagt mulighed, idet konferencen Nordic University Days samlede flere end 80 rektorer og prorektorer fra hele Norden.
Fra Aarhus Universitet deltog prorektor Berit Eika, og de tætpakkede dage gav gode muligheder for at drøfte udformningen af fremtidens EU-programmer med ledende repræsentanter fra både Europa-Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet. Det var CDEU, der havde stået for at planlægge programmet samt briefe konferencens talere og moderatorer i samarbejde med Greater Copenhagen EU Office og Danske Universiteter.

Berit Eika, prorektor ved AU, i samtale med Niels Fuglsang (A), dansk medlem af Europaparlamentet, under Nordic University Days. Foto: Elodie Vilain
EU er på vej ind i den afgørende fase, hvad angår forhandlingerne om både det næste, flerårige budget, en ny, stor fond for europæisk konkurrenceevne og den næste udgave af forsknings- og innovationsprogrammet Horizon Europe. Der udestår dog fortsat nogle spørgsmål på områder, der er meget centrale for universiteterne, og ved Nordic University Days den 28. og 29. september 2026 fik universitetsrektorer og -prorektorer fra hele Norden mulighed for at bidrage aktivt til diskussionerne med ledende repræsentanter fra Europa-Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet.
Diskussioner er særligt relevante for Aarhus Universitet
For Aarhus Universitet var diskussionerne særligt relevante, idet AU i en årrække har ligget med allerforrest i feltet, når det gælder hjemtag af midler fra EU’s store rammeprogram for forskning og innovation, Horizon Europe. Således ligger AU helt oppe på en fjerdeplads i forhold til hjemtag fra Horizon Europes søjle II, hvori forskere, virksomheder og offentlige aktører arbejder sammen i store, internationale projekter om bl.a. klima, sundhed, digitalisering og andre fælles samfundsudfordringer, og finansieringen af denne form for samarbejdsprojekter er en af de knaster, der fortsat udestår i EU-forhandlingerne.

Gruppefoto af samtlige deltagere ved Nordic University Days 2026. Foto: Elodie Vilain
Vigtigt, at EU’s programmer tilrettelægges, så AU også fremover kan hente støtte
Europa-Kommissionen har således foreslået en stor, europæisk konkurrenceevnefond, som skal have tæt forbindelse til Horizon Europe-programmets samarbejdsprojekter. Derfor går diskussionen blandt andet på, hvem der fremover skal sætte retningen for midlerne, hvordan forskningsprogrammet og konkurrenceevnefonden skal arbejde sammen, og hvordan EU kan styrke innovation og vækst uden at svække den frie og forskerdrevne forskning.
– Fra AU’s side er det helt centralt, at EU’s kommende programmer tilrettelægges på en måde, så vores forskere også i fremtiden kan hente EU-støtte til at udvikle løsninger på de store samfundsudfordringer, og så vi fortsat kan bedrive fri forskning uden at blive kigget over skulderen. Derfor er det også relevant for os at være med her i dag, så vi ikke nøjes med bare at følge forhandlingerne, men aktivt forsøger at påvirke dem, lyder det fra prorektor ved Aarhus Universitet, Berit Eika, som deltog ved Nordic University Days.
Fra AU’s side er det helt centralt, at EU’s kommende programmer tilrettelægges på en måde, så vores forskere også i fremtiden kan hente EU-støtte til at udvikle løsninger på de store samfundsudfordringer, og så vi fortsat kan bedrive fri forskning uden at blive kigget over skulderen. Derfor er det også relevant for os at være med her i dag, så vi ikke nøjes med bare at følge forhandlingerne, men aktivt forsøger at påvirke dem – Berit Eika, prorektor ved Aarhus Universitet
Et godt eksempel herpå var, da Alexandr Hobza fra Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Forskning og Innovation under konferencen gik i dialog med de nordiske universitetsledere. Samtalen handlede om, hvordan Europa kan målrette flere investeringer mod konkurrenceevne og samtidig bevare et stærkt forskningsprogram, hvor midler uddeles på baggrund af kvalitet, og hvor universiteterne fortsat kan indgå i brede samarbejder på tværs af lande og sektor.
Når man er mange, er det lettere at få EU til at lytte
For prorektor Berit Eika betyder en konference som Nordic University Days også, at det bliver lidt lettere at få EU-systemet til at lytte:
– Når 80 rektorer og prorektorer fra universiteter i hele Norden mødes på denne måde, så er der noget ’strength in numbers’ – det giver os en god platform for at få åbnet dørene ind til Kommissionen og komme igennem med de ønsker, vi hver især har til fremtidens EU-programmer, og derfor er det også så vigtigt at være med til konferencen her, lyder det afslutningsvist fra Berit Eika.
Når 80 rektorer og prorektorer fra universiteter i hele Norden mødes på denne måde, så er der noget ’strength in numbers’ – det giver os en god platform for at få åbnet dørene ind til Kommissionen og komme igennem med de ønsker, vi hver især har til fremtidens EU-programmer, og derfor er det også så vigtigt at være med til konferencen her – Berit Eika, prorektor ved Aarhus Universitet