God historie

CDEU deltog i årsmødet for sundhedsprojektet NFP4Health 2 på Malta

21. oktober 2026

EU-projektet NFP4Health 2 sigter mod at fremme videndeling og samarbejde inden for sundhed på tværs af Europa, og CDEU deltager som partner. Projektet skal styrke kapaciteten hos de nationale eksperter, også kaldet nationale kontaktpunkter eller NCP’er, i EU’s store sundhedsprogram, EU4Health, så de kan blive endnu bedre til at formidle om programmets muligheder rundt i EU’s medlemslande.

Med EU4Health-programmets udløb i 2027 bliver det samtidig endnu vigtigere for NCP’erne at kende de øvrige EU-finansieringsmuligheder og at skabe synergier mellem EU-programmerne, så ansøgerne kan få den bedst mulige vejledning. Derfor er dette arbejde også i fokus i NFP4Health 2.

I starten af oktober mødtes NFP’erne fra hele Europa på Malta til årsmøde i projektet, og her deltog CDEU’s sundhedskonsulenter Maria Heilskou Pedersen og Xenia Ramirez Lauritsen. Fokus var på at samle erfaringer, styrke samarbejdet på tværs af lande og sætte en tydelig retning for det videre arbejde i projektet med at understøtte EU4Health-programmet – både for at gøre mulighederne endnu mere tilgængelige for aktørerne ude i de enkelte lande og for at bidrage til et stærkere og sundere Europa gennem EU’s store sundhedsprogram.

Projektpartnerne i NFP4Health samlet til årsmødet i Valletta på Malta

NFP-rollen tager sig meget forskelligt ud, alt efter hvilket land den enkelte NCP kommer fra, og derfor ligger der også stor værdi i at dele erfaringer og lære af hinanden på tværs af grænser.

Det var der rig mulighed for under det to dage lange årsmøde i NFP4Health 2, der blev afholdt i den maltesiske hovedstad Valletta den 6. og 7. oktober 2026.

Det var det maltesiske sundhedsministerium, der var vært ved årsmødet, hvis program var fyldt med konstruktive opdateringer, workshops og udvekslinger på tværs af de deltagende lande. Alt sammen med det fælles mål at styrke NFP-netværket som en central aktør i realiseringen af ​​EU’s sundhedsmålsætninger og at bidrage til et stærkere og sundere Europa gennem EU4Health-programmet.

Et policy-baseret, tværeuropæisk samarbejde

NFP4Health 2 er en såkaldt ”Joint Action,” som er et policy-baseret, tværeuropæisk samarbejde, der er sat i verden for at styrke kvaliteten i implementeringen af EU4Healths årlige arbejdsprogrammer.

Bygger ovenpå NFP4Health-projektet

Som navnet antyder, så bygger projektet ovenpå det originale NFP4Health-projekt, der løb fra oktober 2021 til februar 2025.

Det første NCP4Health-projekt havde fokus på at sikre, at NFP’erne opnåede en solid, fælles viden om reglerne og procedurerne i EU’s folkesundhedsprogram. Dette skulle sikre, at NCP’erne blev i stand til at tilbyde ydelser af høj kvalitet til potentielle ansøgere og projektdeltagere og dermed kunne bidrage til at sikre en retfærdig deltagelse i EU’s folkesundhedsprogram på tværs af alle lande.

Skal bl.a. skabe synergier med nationale sundhedsinitiativer

Det er netop disse takter fra NFP4Health, som NFP4Health 2 bygger videre på, og det gøres ved at forbedre NFP’ernes evne til at yde kvalificeret faglig støtte, skabe synergier med nationale sundhedsinitiativer og ved at fremme en koordineret indsats i forhold til EU’s sundhedsprioriteter.

Understøtter det regionale sundhedssamarbejde i Danmark

Dertil understøtter NFP4Health 2 også det regionale sundhedssamarbejde på tværs af Danmark, idet Region Norddanmark og Region Hovedstaden ligesom CDEU er en del af projektet, der fra dansk side koordineres af Region Sjælland.

Fakta om projektet

NFP4Health 2 har modtaget en bevilling på 2 mio. euro fra EU4Health-programmet, og projektet løber fra oktober 2025 til oktober 2028.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Maria Heilskou Pedersen
EU-specialkonsulent
Sundhed
Xenia Ramirez Lauritsen
EU-specialkonsulent
Sundhed