Gode historier

CDEU byder velkommen til 2017

3. januar 2017

Så er det nye år ringet ind, og vi ser på CDEU frem mod et 2017 fyldt med spændende udfordringer.

Mange forskellige elementer vil få indvirkning på vort arbejde i det kommende år, og vi vil her bringe et udpluk af de begivenheder, som vi tror på bliver særligt interessante for både CDEU og vore mange samarbejdspartnere.

På kontoret i Bruxelles udvider vi endnu en gang, når vi i de kommende måneder ansætter to nye EU-konsulenter. Det vil bringe vores samlede team op på 12 fastansatte, så vi fremover vil kunne servicere Midtjylland endnu bedre, hvad end det så gælder interessevaretagelse, skabelse af netværk, vidensformidling eller jagten på EU-støtte.

På den danske scene er det vist ikke gået mange forbi, at åbningen af Aarhus som europæisk kulturhovedstad kun er ganske få uger væk, og dette er noget, som vi ser frem mod med særlig stolthed. CDEU har nemlig i flere år arbejdet intensivt med initiativet ’Genvej til Europa’, som handler om at styrke den internationale dimension af Aarhus 2017, og derfor har vi et helt særligt forhold til kulturhovedstadsåret. Vi glæder os til i løbet af året at fortælle jer mere om de mange spændende kultursamarbejder, som CDEU spiller en rolle i i forbindelse med Aarhus 2017.

2017 er også året, hvor rammeprogrammet Horizon 2020 bliver midtvejsevalueret, og hvor vi for alvor vil begynde at give indspil til det nye rammeprogram, der fra 2021 skal afløse Horizon 2020.

Samtidig er 2017 lidt af et skæbneår for EU, da der er valg i flere store EU-lande, og her tænker vi selvfølgelig især på Frankrig, Tyskland og Holland. Valgresultaterne i netop disse EU-kernelande er imødeset med stor spænding, da valgresultaterne uomtvisteligt vil få stor indflydelse på EU og dermed også på CDEU’s arbejde for Midtjylland i EU.

Alt i alt tør det siges, at det er et særdeles begivenhedsrigt år for Midtjylland såvel som for EU, som vi nu har taget hul på, og vi på CDEU glæder os til det alt sammen.

Rigtig godt nytår til jer alle.