Gode historier

Stor interesse for internationalt kultursamarbejde om integration

14. september 2016

På billedet er det CDEU’s Lone Leth Larsen, der fortalte de deltagende om integration i en europæisk kontekst.

I dag har Central Denmark EU Office afholdt et kulturmøde i Viborg for regionens kulturkonsulenter og kulturaktører med henblik på at skabe en dialog om integration i en international kontekst. Mødet var arrangeret af CDEU’s kulturrådgiver Lone Leth Larsen og EU-konsulent Julie Sand Jørgensen. Stemningen var i top efter mødet, og der var generel enighed om, at man gerne vil det internationale og samarbejde på tværs.

Julie Sand Jørgensen fortæller: ”Konklusionen på mødet i dag er, at det handler om at skabe en fælles platform for dialog. Vi mærker tydeligt, at der er en enighed om den internationale dimension, og at den er vigtig for integration, idet forskellige aktører bidrager med hver deres kompetencer. De leder så igen til ny viden om forskellige arbejdsmetoder, der kan bruges i forbindelse med integration”.

På mødet blev en række forskellige kulturaktører og kulturkonsulenter samlet. De fik mulighed for at erfaringsudveksle, dele viden, høre om hinandens projekter og fik på denne måde øjnene op for, hvordan kultur kan være en vigtig ressource i forhold til integration. Således blev det endnu engang påvist, at Region Midtjyllands kulturprojekt Genvej Til Europa (GtE) er et godt instrument til at skabe inspiration og udvikling af internationale kultur- og integrationsprojekter.

Temaerne for mødet var integration, hvordan man kan bruge europæiske partnere til at få afprøvet sine egne ideer, få nye idéer til at arbejde med integration i kulturprojekter, samt hvilke skridt der skal til for at komme i gang med at skrive en EU-ansøgning. Med de nye strømme af flygtninge og asylansøgere og de eksisterende udfordringer med integration af indvandrere står ikke kun Danmark, danske kommuner og kulturorganisationer overfor udfordrende opgaver, men også hele Europa. På europæisk plan lægger man sig i selen for at styrke integrationen af de ca. 20 millioner ikke-europæere, der bor i Europa, og Europa-kommissionen kommer med nye tiltag, der kan styrke det europæiske samarbejde for at kunne finde nye løsninger til integrationen. Mange af disse tiltag handler om, hvilken rolle kulturlivet kan spille.