Gode historier

Fire nye medarbejdere på CDEU’s kontor

7. september 2016

D. 1. september trådte fire nye kolleger ind på CDEU’s EU-kontor: To praktikanter, Tine og Helle, som skal være på kontoret i 5 måneder, og 2 løntilskudsmedarbejdere, Tarik og Signe, som skal være her i 4 måneder. Læs videre og mød de nye medarbejdere her.

‘Praktikken giver et indblik i EU’

Helle og Tine har normalvis deres vante gang på Aarhus Universitet. Tine læser sin kandidatuddannelse på Statskundskab, mens Helle læser en kandidat i Internationale Studier. Derfor er de også begge vant til at beskæftige sig med samfundsmæssige spørgsmål og internationale forhold. For begge er praktikopholdet en mulighed for at se det internationale samarbejde udfolde sig:

– Jeg synes det er virkelig interessant, at se hvordan det internationale bliver lokalforankret. EU er en del af vores hverdag, og her får vi lov til at følge linket mellem det lokale og det internationale, siger Tine. Helle supplerer:

– Her får vi et indblik i, hvordan lobbyisme fungerer, og gør i det hele taget EU mere konkret. Og så er det spændende at følge den videnudveksling, der foregår mellem parterne. Det er en vigtig proces i mine øjne.

Løntilskudsmedarbejderne lægger en grøn dagsorden

Tarik har en kandidat fra Aarhus Universitet i Internationale Studier, og Signe har studeret Miljøplanlægning og International Udvikling på Roskilde Universitet. Fælles for Tarik og Signe er, at de har beskæftiget sig med miljøpolitik og fortsætter arbejdet på hver deres projekt hos CDEU: Tarik skal arbejde på projektet Coast 2 Coast, og Signe er involveret i energi- og fjernvarmeprojekter.

Tarik har praktiseret sin interesse for EU ved at skrive for ’Magasinet Europa’. Om sin interesse siger Tarik:

– Jeg er optaget er den grønne dagsorden, EU og samspillet mellem de forskellige sektorer både den offentlige og den private.

Signe har tidligere været hos Novozymes og konsulentvirksomheden Innovayt, hvor hun stiftede bekendtskab med CDEU. Det vækkede hendes interesse for at søge mod Bruxelles:

– Jeg opdagede, hvor dygtige CDEU er til at hjælpe regionen med at skaffe EU-midler.

Velkommen til jer, og god arbejdslyst!