Gode historier

Anerkendelse til midtjysk projekt i European Design Days 2013

1. oktober 2013

Holstebro Kommune har skabt et godt tilbud til hjemmeboende pensionister og har med ”Det Gode Køkken” sat fokus på at forbedre madservice til ældre. Projektet har fået så stor international prestige, at det blev fremhævet under afviklingen af EU Design Days 2013 som et godt eksempel på et designrelateret initiativ, der forbedrer den enkelte borgers livskvalitet. Ligesom sidste år var Central Denmark EU Office en af hovedarrangørerne bag EU Design Days.

Det Gode Køkken – et moderne og brugerorienteret køkken for ældre

Fra et støvet og kedeligt image som offentlig serviceleverandør har Holstebro Kommune i samarbejde med Hatch & Bloom A/S designet ”Det Gode Køkken”, som er et moderene og brugerorienteret køkken for ældre. Køkkenet sætter gamle dyder, friske råvarer og god smag i højsædet og har stor fokus på sundhed og ernæring. Maden er således tilpasset den enkelte bruger og pakkes i miljøvenlig plastemballage, der lukkes straks efter pakning, så den holder sig frisk og indbydende. Køkkenet har desuden sammensat en ny menu, hvor retterne beskrives mere indbydende og appetitligt, og som bl.a. giver de ældre mulighed for at invitere gæster til middag, købe hjemmebagt kringle, frisk frugt samt ‘køkkenspecialiteter’. Servicedesignløsningen har bl.a. resulteret i, at de ældre har fået nye og bedre valgmuligheder og har samtidig givet Holstebro Kommune et bedre image som en offentlig serviceleverandør og udbyder af madservice.

Et EU Design Days initiativ

Ved at tænke design ift. innovation og udvikling af nye strategier inden for madservice er ”Det Gode Køkken” samtidig et godt eksempel på, hvordan man vha. design kan forbedre den almindelige borgers livskvalitet. Oplægget om projektet i Holstebro blev således det midtjyske indslag i European Design Days 2013, og fik efterfølgende stor ros af deltagerne. EU Design Days er et årligt netværksarrangement, der giver mulighed for at dele ideer, synspunkter og ekspertise med andre deltagere under temaet ‘Design’, og her var projektet i Holstebro med til at give viden og inspiration. Arrangementet var i år et ét dags arrangement med oplæg om formiddagen og workshops om eftermiddagen. Med 125 deltagere blev EU Design Days 2013 et vellykket event og fortsætter dermed successen fra sidste års arrangement. Den positive feedback som arrangement i år har fået er med til at rette et fortsat fokus på design, som dermed tillægges en stadig vigtig betydning som et værktøj til øget innovation, jobskabelse og vækst i Europa.

Læs mere om årets Design Days event på EU Design Days hjemmeside.

Om projektet

”Det Gode Køkken” er en servicedesignløsning, som giver ældre mulighed for at købe eller få leveret frisk og velsmagende mad efter deres behov.  Projektet indtænker blandt andet forståelse af servicens kontekst, de ældres adfærd, behov og ønsker, samt medarbejderbehov og arbejdsprocesser. Udover caféen i Holstebro, findes ”Det Gode Køkken” også i byerne Ulfborg og Vinderup. Læs mere om “Det gode køkken” og om caféen i Holstebro her.