Gode historier

Kom tættere på EU-støtte med CDEU’s pitchtræning

16. februar 2018

Der er potentielt rigtig mange millioner at hente i EU-støtte for midtjyske små- og mellemstore virksomheder (SMV’er) via SMV-instrumentets fase 2, og for at få fat i støtten skal man fremover kunne pitche sin idé. Derfor tilbyder CDEU nu et gratis træningsforløb, som sætter dig i stand til at præsentere dit projekt knivskarpt for EU-Kommissionen og dermed optimerer dine chancer for støtte. 

Se vores produktblad her.

Til interview i Bruxelles

EU-Kommissionen vil være sikre på, at det er de bedste idéer, der opnår støtte. Derfor inviterer Kommissionen nu de bedste projekter, der ansøger om støtte via SMV-instrumentets fase 2, til et interview i Bruxelles. Interviewet vil bestå af et 10-minutters pitch efterfulgt af 20 minutters samtale, og på baggrund af ansøgningen samt dette interview vil et ekspertpanel vurdere, om et projekt opnår EU-støtte.  

 Derfor har CDEU netop søsat sit nye initiativ: Pitchtræning. Træningen går i korte træk ud på at forberede de SMV’er, der ansøger om EU-støtte, bedst muligt på at skulle stå over for EU-Kommissionen i Bruxelles og pitche deres projekter.  

Støtter de mest forretningsorienterede projekter

Baggrunden for den nye procedure er, at EU-Kommissionen gerne vil have fat i de produkter og idéer, der er mest forretningsorienterede. For at sikre dette, så vil Kommissionens interviewpanel bestå af en række personer med investorbaggrund, og deres rolle er at spotte de helt rigtige projekter. Derfor vil pitch-træningsdagen også fokusere på, hvordan du bedst præsenterer dit projekt for et panel, som har investorbrillerne på. Det vil sige, at CDEU hjælper både dit projekt og din præsentation med at stå knivskarpt fra et forretningsperspektiv, så vinderchancerne forøges.  

Forstå investorrollen og øv dit kropssprog

På første halvdel af træningsdagen vil der således være fokus på at optimere dine chancer for støtte ved at træne dig i forståelse af investorroller, opbygning af pitch, struktur og indhold, samt præsentationsteknikker, kropssprog og meget mere.  

Har dit projekt det, der skal til?

På den anden halvdel af træningsdagen bliver det tid til at se, om dit projekt kan stå distancen. Her skal du nemlig pitche dit projekt to til tre gange for et ekspertpanel. Panelet er sammensat i samarbejde med Nupark Management i Holstebro, der har stor erfaring i at træne virksomheder i at pitche for investorer. Efter hvert pitch vil du modtage individuel coaching og feedback på præsentationen, og der vil være tid til, at du løbende kan indarbejde den feedback, du får, inden du skal lave dit næste pitch.  

Praktisk info

Den første pitch-træningsdag afholdes til foråret, og for mere info samt tilmelding kan du kontakte erhverv@centraldenmark.eu  

Har du en god idé?

CDEU kan også hjælpe med mange andre former for støtte end lige den, der er nævnt ovenfor. Så hvis din virksomhed ligger inde med en god idé til et innovativt produkt, der kan gøre nytte ud over Danmarks grænser, så skriv til os på erhverv@centraldenmark.eu – måske er der også EU-støtte at hente for dig!  

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Thomas Steen Hansen
EU-specialkonsulent
Erhverv og Vækst
Tarik Kehli
EU-specialkonsulent
Erhverv og vækst