Aktuelt

Er dit innovative projekt en stjerne inden for regional udvikling?

13. marts 2018

Så burde du indsende det til RegioStars Awards 2018, der er organiseret af Europa-Kommissionen og hvert år uddeler priser til de bedste og mest inspirerende projekter. Formålet med priserne er at identificere ‘good practices’ inden for regional udvikling, samt at fremhæve innovative projekter, der kan give inspiration til andre regioner og projektledere.  

Projekterne skal indsendes af projektlederne og godkendes af den ansvarlige forvaltningsmyndighed. I 2018 kan der indsendes projekter inden for følgende fem kategorier: 

  1. Smart omstilling i industrien 
  2. Bæredygtighed gennem lav CO2-udledning 
  3. Bedre adgang til offentlige ydelser 
  4. Håndtering af migrationsudfordringer 
  5. ‘Årets emne 2018’: Investering i den kulturelle arv 

Der bliver kåret én vinder per kategori. 

Hvad sker der, hvis mit projekt bliver udvalgt til finalist? 

Projekter, der bliver udvalgt som finalister, inviteres til prisceremoni i Bruxelles den 9. oktober 2018 (i forbindelse med European Week of Regions and Cities) og modtager et certifikat og en medalje. Alle finalistprojekter vil indgå i en brochure, der udgives af Europa-Kommissionen, samt indgå i InfoRegio6’s hjemmesides database over bedste projekter. Databasen bruges til at udvælge hvilke projekter, der skal være genstand for både besøg fra Europa-Kommissionen, interviews, caseartikler til forskellige medier, kampagner på de sociale medier etc.  

Hvad sker der, hvis mit projekt vinder en RegioStars Award? 

Vinderprojekternes projektledere samt en repræsentant fra den ansvarlige forvaltningsmyndighed vil modtage et RegioStars-trofæ og et certifikat fra Europa-Kommissionen samt RegioStars-juryen. Vinderne får derudover lov til at præsentere deres projekter ved et presseevent, og der vil blive produceret en kort video af hvert vinderprojekt, som skal fremvises ved prisceremonien og udgives på nettet sammen med en promoveringskampagne.  

Hvem kan søge? 

Offentlige eller private projektledere fra alle europæiske regioner kan søge, hvis deres projekt har modtaget støtte fra EU. 

Ansøgning skal foregå på RegioStars’ ansøgningsplatform.  

Ansøgere bedes læse retningslinjerne for ansøgning, før de indsender deres projekt.  

Du finder godkendelsesbrevet, som den ansvarlige forvaltningsmyndighed skal udfylde, her.  

Frist 

Fristen for indsendelse af projekter er den 15. april 2018. 

Mere information 

Ved spørgsmål eller ønske om yderligere information kontakt venligst Central Denmark EU Office 

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Birgitte Karnøe Frederiksen
Souschef og EU-chefkonsulent
Grøn omstilling