God historie

11 millioner til Unisense skal skabe masser af jobs

29. juni 2018

EU har netop givet 11.375.000 kroner til Aarhus-virksomheden Unisense til at udvikle firmaets unikke spildevandssensor. Firmaets CEO regner med, at støtten kan generere flere end 50 jobs over de næste 3 år.


Glæden er til at tage og føle på hos Christian Buur, CEO for Unisense, som har modtaget støtten i konkurrence med hele 2000 ansøgere. Han fortæller:

Christian Buur, CEO for Unisense

– Vi var meget spændte på, om det ville lykkes, da succesraten for det her EU-program ligger under 5 procent. Så da vi fik at vide, at vi var blandt de 60 virksomheder, der fik støtte, så blev vi da lidt stolte. Det bekræfter os også i, at vi har gang i det rigtige. 

Unikt produkt

Sensoren er en banebrydende løsning på en udfordring for alle spildevandsselskaber: Svovlbrinte i kloaknetværket. Christian Buur forklarer:

– Svovlbrinten giver store lugtgener, især i storbyer, og så korroderer den også rørene, hvilket kan give spildevandsselskaberne høje ekstraudgifter til korroderede og sammenstyrtede rør.

Sensor hjælper på flere fronter

I dag kan et spildevandsselskab kun måle svovlbrinten i luften. Det fungerer, hvis man skal vurdere en klage om lugt fra kloaknettet, men hvis man vil reducere og fjerne svovlbrinten fra spildevandet, så er luftmålingerne for upræcise til at kunne anvendes. Derfor ender spildevandsselskaberne alligevel med store problemer med både lugtgener og rørkorrosion, og hvor de lidt i blinde tilsætter for store mængder kemikalier til at modvirke svovlbrinten. Her kan sensoren fra Unisense hjælpe:

– Vores sensor kan måle svovlbrinten helt nøjagtigt direkte nede i spildevandet. Det gør, at spildevandsselskaberne kan få præcis viden om, hvilke rørstrækninger der skal serviceres og udbedres, og det gør, at kemikaliemængden kan doseres, så den passer til svovlbrintemængden. Dermed hjælper sensoren både storbyboerne, der får fjernet lugten af kloak, men også spildevandsselskaberne, der kan spare, fordi rørene holder meget længere, og fordi der bruges en langt mindre mængde kemikalier. Sensoren er helt klart en vigtig brik i digitaliseringen af kloaknetværket.

Et konservativt marked

Men vejen ind i spildevandsselskaberne er ikke let. Derfor er EU-støtten også så vigtig for Unisense:

– Der er enorm interesse for at få fjernet svovlbrinteproblemet, men spildevandsselskaberne har rigtig mange milliarder bundet i deres rør- og pumpesystemer, så skal man sælge dem noget nyt, skal det skabe en markant og dokumenteret værdi for dem. EU-støtten skal derfor både bruges til at fintune sensoren og til at lave omfattende demonstrationsforsøg, så vi kan dokumentere en knivskarp value proposition, fortæller Christian Buur.

’CDEU gav os mod på at søge’

Det er tredje gang, at Unisense modtager EU-midler inden for et år, og dette har samlet givet knap 14 millioner kroner i støtte. Men det var ikke kommet så vidt uden CDEU’s hjælp:
– Det var CDEU, der gav os mod på at søge om støtte fra EU. Det kan i en travl hverdag i en mindre virksomhed være svært at undersøge alle støttemuligheder, og man er som dansk virksomhed nok mest tilbøjelig til at fokusere på danske fonde. Her skabte CDEU en stor værdi ved at vise, at der var spændende og attraktive midler at søge i EU, siger Christian Buur.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Tarik Kehli
EU-specialkonsulent
Erhverv og vækst
Thomas Steen Hansen
EU-specialkonsulent
Erhverv og Vækst
Maria Heilskou Pedersen
EU-specialkonsulent
Sundhed