God historie

’Sådan en tur giver alle ejerskab til det internationale arbejde’

8. januar 2019

Afdelingen for Erhverv og Udvikling under Viborg Kommune hev i december to dage ud af kalenderen og drog på studietur til Bruxelles. De tog afsted for at finde nye partnere, ny inspiration – og for at lære at bruge relationen med CDEU endnu bedre fremadrettet.

Anders Holm (yderst til højre) og resten af delegationen lytter til CDEU’s konsulent, Maria Heilskou Pedersen.

Erhvervs- og Udviklingschef for Viborg Kommune, Anders Holm, var kort før jul med seks af sine medarbejdere i Bruxelles. At så mange valgte at tage turen til EU’s hovedstad vidner om kommunens inkluderende tilgang til det internationale arbejde:

’Selvom vi har to medarbejdere, der arbejder dedikeret med international projektledelse, så er det alle i afdelingen, som er inde over nogle af de internationale projekter, vi har, og som derfor skal kunne agere internationalt. Så turen var også en måde for alle at få et ejerskab til det her internationale arbejde på,’ lyder det fra Anders Holm.

Spækket med internationale møder

Og det internationale aspekt blev på alle måder understreget under de to dages tætpakkede program, der blandt meget andet bød på møder med den nordspanske region Navarra om deres talrige bioøkonomiske projekter, med Stockholms regionskontor om mobilitetsløsninger og med direktøren for EU’s program for velfærdsteknologi til ældre, AAL.

’Vi er virkelig gået efter at få så meget som muligt på inden for vores interesseområder, og der var rigtig meget, som vi kunne tage med hjem,’ fortæller Anders Holm:

Viborg-delegationen sammen med Navarras Jorge Molina og CDEU’s Signe Waltoft Madsen.

’Hos Navarra, der har gang i imponerende mange projekter inden for bioøkonomi, fik vi masser af god inspiration og et godt indblik, og der vil vi jo så gå i dialog med jer hos CDEU om, hvordan vi kommer i nærheden af de programmer, og hvordan vi kan udnytte dem, fortæller Anders Holm, som også fremhæver besøget hos den belgiske NGO Gate15 i Antwerpen. Her gik diskussionen på, hvordan byen har succes med at fastholde internationale studerende og sikre overgangen fra studie til ansættelse i byen:

’Det var rigtig, rigtig spændende at høre om deres satsning. Her sluttede vi faktisk af med at invitere dem til Viborg, hvor vi så kan fortælle dem om de tiltag, som vi laver, for samarbejdet mellem de eksterne uddannelser er jo vores afdelings ansvarsområde, hvor vi har en stor strategi under udrulning, så det besøg var også meget værdifuldt for os.’

Stor værdi i at få sat ansigter på CDEU’s medarbejdere

Ud over at opnå en række internationale kontakter og inspiration til nye projekter, så var det også et vigtigt aspekt af turen at lære medarbejderne på CDEU endnu bedre at kende:

’Det at være kommet i dialog med en bred skare af de medarbejdere, der sidder her på CDEU, har en stor betydning, fordi det netværk og det at lære at bruge hinanden også er utroligt vigtigt. Ved at tage sådan en tur har vi fået sat nogle ansigter og navne på, så vi fremover kan huske hinanden bedre – for eksempel når en konsulent hos CDEU sidder med nogle nye calls og skal sende dem ud, så har vedkommende jo lært os lidt bedre at kende, og jamen, så er der måske noget i Viborg, der lige kunne være relevant. På den måde har turen givet os meget på rigtig mange punkter. ’

På turen deltog fra Erhverv og Udvikling:

Anders Holm, Erhvervs- og Udviklingschef
Peter Vestergaard, Chefkonsulent
Henrik Holmskov, International Projektleder
Vibeke Dyrvig Eisenhardt, Specialkonsulent
Mette Lorentzen, International Projektleder
Henriette Svenstrup Jensen, Projektleder
Thomas Christoffer Andersen, Udviklingskonsulent

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Maria Heilskou Pedersen
EU-specialkonsulent
Sundhed
Signe Waltoft Madsen
EU-specialkonsulent
Grøn omstilling
Tarik Kehli
EU-specialkonsulent
Erhverv og vækst