God historie

Nyt projekt skal skaffe plads til vand fra klimatilpasning

3. april 2019

Vand kræver plads – meget vand kræver meget plads. Det lyder simpelt, men når det kommer til klimatilpasning og arealforvaltning, kan det blive en udfordring. Derfor har sekretariatet for klimatilpasningsprojektet C2C CC netop været tre dage i Bruxelles for at undersøge en ny idé til en løsning.

Fra højre Henrik Vest Sørensen, CDEU’s Birgitte Karnøe Frederiksen, Pernille Krüger Mertz, CDEU’s Lea Graugaard Jensen, Rikke Nan Valdemarsen og CDEU’s Signe Waltoft Madsen.

Klimatilpasning kræver plads

C2C CC arbejder på tværs af Midtjylland med 31 partnere i 24 delprojekter om at klimatilpasse Midtjylland bedst muligt, så vi kan tilpasse os de stadigt stigende vandmængder fra regnvand, grundvand, vandløb, have og fjorde. Men skal man gøre dét, kræver det plads:

– Hvis vi skal realisere de mange delprojekter i C2C CC, så skal der også være plads til vandet. Derfor er vi nødt til at se på arealforvaltningen, forklarer chefkonsulent for C2C CC, Henrik Vest Sørensen, som fortsætter:

– Her arbejder vi med konceptet Collective Impact, som går ud på, at man gennem multifunktionel jordfordeling kan løse nogle problemstillinger i forhold til både at skabe plads til vandet, til de oplevelser og den natur, som borgerne efterspørger, samt til at skabe gode vilkår for landmændene.

Vil skabe nyt EU-projekt

Det er de tanker, som sekretariatet for C2C CC nu søger at få omsat i et komplementærprojekt til C2C CC, og så er det håbet, at projektet kan hente EU-støtte. På programmet for de tre dage i Bruxelles er derfor blandt andet et møde med EU-Kommissionen om, hvordan idéen passer ind ift. den nye, fælles landbrugspolitik, som Kommissionen er ved at udarbejde. Spørger man Henrik Vest Sørensen, er der rigtig god grund til at tage til Bruxelles for at deltage i den slags møder:

– Det at møde Claudia Olazábal fra DG ENVI gør jo, at vi kommer tættere på EU. Derved mindskes distancen, hvilket gør dialogen lettere, og så dannes der jo også nogle helt særlige netværk i den smalltalk, man har, når man er til møderne og er på vej rundt i byen.

Får vendt tingene på en helt anden måde

Desuden giver det noget helt særligt at dedikere tre dage til formålet, fortæller Henrik Vest Sørenaen sammen med udviklingskonsulent Rikke Nan Valdemarsen og akademisk projektsekretær, Pernille Krüger Mertz:

– Vi får vendt tingene på en helt anden måde, når vi på den her måde tager os tiden til projektet. Når der ikke er en styret dagsorden, giver det os mulighed for at gå ind i en proces, som vi kan få meget ud af.

Det er CDEU, der har tilrettelagt programmet til turen, som foruden eksterne møder har budt på en række møder hos CDEU. Her har fokus været på at tale mål og indhold i C2C CC-sekretariatets idé, så mulighederne for på sigt at omdanne idéen til et EU-projekt kan understøttes bedst muligt.

Læs meget mere om C2C CC her

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Birgitte Karnøe Frederiksen
Souschef og EU-chefkonsulent
Grøn omstilling
Signe Waltoft Madsen
EU-specialkonsulent
Grøn omstilling