God historie

Skanderborg Gymnasium får støtte til at blive knivskarpe på digitalisering

4. september 2019

Digitaliseringen er her, der og alle vegne – og nu har Skanderborg Gymnasium med CDEU’s hjælp opnået EU-støtte til at gøre eleverne endnu mere skarpe på emnet, så de kan stå rustet bedst muligt til fremtiden. Projektet skal samtidig bringe en international dimension ind i undervisningen.

Anne Blum og Hanne Ølsgaard Hassing, Skanderborg Gymnasium

Glæden er tydelig i Anne Blums stemme. Sammen med hendes kollega Hanne Ølsgaard Hassing fra Skanderborg Gymnasium er det nemlig lykkedes at gøre en god idé om øget digitalisering i undervisningen til et EU-projekt, der samler partnere fra Danmark, Belgien, Sverige og Nordnorge.

Forbereder eleverne på arbejdslivet

Idéen opstod sidste efterår i samarbejde mellem Anne Blum og flere kolleger, der oplevede, at digitaliseringen fylder stadigt mere:

– Det med digitalisering er jo både på gymnasiet og i resten af samfundet en meget aktuel ting, hvor vi har set såvel den umiddelbare digitaliseringsglæde som nogle modtendenser, hvor man også kan se fordele ved at bruge papir og blyant. Men uanset hvad, så fylder digitaliseringen meget i såvel den faglige undervisning som i privatlivet, og derfor handler projektet heller ikke kun om, hvordan man kan bruge digitale løsninger i undervisningen – det handler lige så meget om, hvordan man bedst muligt kan forberede eleverne på deres studie- og arbejdsliv i en digital verden, fortæller Anne Blum.

Bonus: Ny kulturel forståelse

Det er planen, at projektet skal køre i en af gymnasiets klasser over fire semestre, hvor der på hvert semester arbejdes med en specifik tematik. Samme tematik arbejdes der med på alle de fire partnerskoler, der er med i projektet, og så er idéen, at eleverne skal mødes efter hvert semester og præsentere deres resultater for hinanden ansigt til ansigt.

En meget positiv sidegevinst af EU-projektet er således, at eleverne ikke kun bliver bedre til digitalisering, men at de via besøgene også får en ny kulturel forståelse:

– Når vi rejser ud og mødes med vores partnerskoler, så skal eleverne tage kunne ansvar for det, de har lært, og videregive til andre, men ikke nok med det – de skal gøre det på engelsk og over for nogle mennesker, de ikke kender. Og så skal de i øvrigt bo hos værtsfamilier undervejs. Alt sammen gør det, at eleverne vil opnå nogle helt nye kompetencer og virkelig vil kunne vokse med opgaven, forklarer Anne Blum.

Stor forskel på niveauet

Et interessant aspekt af projektet er også, at der er så stor forskel på digitaliseringsniveauet hos de forskellige partnere:

– Hvor skolen i Nordnorge meget ligner vores, så er det noget helt andet med vores belgiske partner. Her bruger de ingen digitale løsninger i undervisningen – det er meget mere old school med blyant og papir. Så hvordan forbereder de deres elever på at blive digitale senere? Her bliver de virkelig interessant at samarbejde og se hinandens løsninger, siger Anne Blum.

Skal hjælpe ældre med at forstå digitale løsninger

Men en ting er at udveksle erfaringerne over grænserne – noget andet er at kunne bruge dem lokalt:

– Et aspekt af projektet her er også samarbejdet med vores nærmiljø. Vores gymnasium ligger for eksempel tæt på et plejehjem, så kan vi mon med noget af den læring, vi opnår, hjælpe de ældre med at forstå digitale løsninger, som de kunne have gavn af? Det er noget af det, vi arbejder frem mod, og som også vil give eleverne mulighed for at kunne lære fra sig, fortæller Anne Blum.

Super god sparring undervejs

Men projektet var aldrig kommet så langt uden CDEU:

– Vi har fået en helt uvurderlig hjælp, for det har virkelig været så godt at blive holdt i hånden og få hjælp til ansøgningen. Jeg havde jo godt hørt fra andre, at det er en stor ansøgning, men det kom alligevel bag på mig, hvor omfattende det var. Men jeg må bare sige, at sparringen med CDEU undervejs har været super god, både i forhold til at ’oversætte’ EU-sproget og i forhold til at få konkrete svar på vores spørgsmål.

Kick-off i Skanderborg

Næste skridt er kick off-møde den sidste weekend i september, hvor lærere fra alle fire partnerskoler skal mødes i Skanderborg, og derefter kører projektet over de kommende fire semestre.

Kunne du også tænke dig at høre om mulighederne for støtte til din/jeres uddannelsesinstitution, så kontakt vores konsulent Elena Nielsen på ea@centraldenmark.eu. Du kan også kigge i vores nye inspirationskatalog på uddannelsesområdet – kataloget finder du på linket her.

 

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Elena Nielsen
EU-specialkonsulent
Uddannelse og VIA
Lina Christensen
EU-specialkonsulent
Forskning, uddannelse og Aarhus Universitet