God historie

CDEU opdaterede i Tallinn om EU’s grønne offentlige indkøb

27. november 2019

Bæredygtige fødevarer fylder meget i Midtjylland. Derfor er CDEU blevet partner i EU-projektet StratKIT, der skal sikre, at offentlige indkøb af fødevarer og catering i Østersøregionen bliver mere bæredygtige. Projektet har netop holdt sit første, internationale partnermøde i Estlands’ hovedstad, Tallinn. Her var CDEU på programmet, da vi har ansvaret for, at EU’s omfattende politikker og målsætninger inden for grønne offentlige indkøb reflekteres i projektet.

CDEU’s konsulent Signe Waltoft Madsen præsenterer ved konferencen i Tallinn.

Sammen med 80 andre deltagere fra hele Østersøområdet deltog CDEU i StratKIT-konferencen i Tallinn, der omhandlede grønne, offentlige indkøb af fødevarer. Her drejede dialogen sig bl.a. om værdikæder, produkters livscyklus og involvering af innovative virksomheder.

Øvrige lande kan hente grøn inspiration i Danmark

Danmark er generelt godt med på den grønne bølge, især når det handler om offentlige indkøb af økologi og plantebaseret kost i f.eks. daginstitutioner. Derfor var Aarhus Kommune, IFAU og Hørkram også repræsenteret i Tallinn. De andre lande i Østersøområdet kan lære rigtig meget af Danmark som foregangsland på området for grønne offentlige indkøb.

Udover Danmark deltager ligeledes partnere fra Polen, Estland, Rusland, Finland, Tyskland og Sverige i projektet.

Samlet set i EU bruger det offentlige 14% af BNP på indkøb årligt. Det offentlige har derfor stor købekraft og mulighed for at skubbe til den bæredygtige udvikling i Europa

Grønne indkøb kan skubbe det europæiske marked

På tværs af Østersøregionen er der stor interesse for at arbejde mere ambitiøst med grønne offentlige indkøb, da det kan give god mening både økonomisk og miljømæssigt:

  • Samlet set i EU bruger det offentlige 14% af BNP på indkøb årligt. Det offentlige har derfor stor købekraft og mulighed for at skubbe til den bæredygtige udvikling i Europa, siger EU-konsulent Signe Waltoft Madsen, der talte ved konferencen i Tallinn.

Det endelige mål med projektet er at udvikle et værktøj, der gør det lettere for offentlige indkøbere at vælge fødevarer med det laveste klimaaftryk, der samtidigt er produceret ansvarligt

Internationalt rundbordsmøde i Aarhus i 2020

En kortlægning af grønne offentlige indkøb på EU-plan har været en vigtig del af projektets første fase. Næste fase bliver bl.a. at involvere og samle midtjyske virksomheder samt andre interessenter til et internationalt rundbordsmøde i Aarhus til sommer 2020.

  • Det endelige mål med projektet er at udvikle et værktøj, der gør det lettere for offentlige indkøbere at vælge fødevarer med det laveste klimaaftryk, der samtidigt er produceret ansvarligt – bl.a. ved at se på genanvendelighed, dyrevelfærd, vegetariske alternativer til kød, osv. forklarer Signe Waltoft Madsen.

Afsluttende konference i Bruxelles

StratKIT-projektet løber indtil juni 2021, hvor det afsluttes med en stor konference i Bruxelles. CDEU har ansvar for konferencen og ønsker i den forbindelse at tiltrække en stærk repræsentation af både midtjyske virksomheder i fødevarebranchen samt offentlige myndigheder til byen.

Yderligere info om projektet

Læs mere om StratKIT her.

For at se præsentationerne fra konferencen, klik her.