’Der er nogen, der skal tro på en, og så er der nogen, der skal give en et skub’

Mange af os, der har mødt Lone, ved, at hun allerhelst giver et gigantisk kram, før hun overhovedet får sagt goddag. Men sådan har det ikke altid været. Helt frem til sine teenageår var Lone nemlig frygtelig genert: 

• Min onkel havde en bagerbutik, hvor jeg var ansat som ekspedient, men det var lidt af et problem for mig, da jeg var så genert, at jeg faktisk ikke turde betjene folk. Men en dag gav min tante mig et skub ind foran folkene i forretningen, og så kunne jeg godt se, at jeg var nødt til at betjene dem. Det har jeg så tit tænkt tilbage på, for ofte er det jo netop det skub, det kræver, for at turde. Der er nogen, der skal tro på en, og så er der nogen, der skal give en et skub. Og det gælder jo også i forhold til det internationale.  

Misset optagelsesprøve gav ny retning 

Efter Lones tid i bagerbutikken tog hun studentereksamen og uddannede sig dernæst som kunsthistoriker i Amsterdam. Egentlig ville hun gerne have været kunstner, men da hun missede optagelsesprøven på et kunstakademi i Amsterdam, blev det i stedet kunsthistorie (og som hun selv bemærker, så åbnede kunsthistorien så også hendes øjne for, at talentet nok alligevel ikke havde rakt til en karriere som kunstner 😊) 

Starten som kulturformidler

Men det var måske meget heldigt for os alle, at hun alligevel ikke gik kunstnervejen, for med baggrunden i kunsthistorie tog Lone nemlig for alvor fat på den kulturformidling, der skulle blive så stor en del af hendes levevej, og som senere ledte hende til Bruxelles og CDEU. Men først måtte hun i en anden retning: Nemlig til Italien, og det var vigtigt, da hun gerne ville studere en specifik italiensk kunstner:  

• Jeg var inde til interview som rejseleder hos Tjæreborg Rejser, hvor jeg sagde: ‘Jeg vil til Rom’! Og det kunne de jo ikke garantere. Men så fortalte jeg dem, at kunne jeg ikke komme til Rom, så var det ligegyldigt. Så gad jeg ikke. Så fik jeg først et afslag, men så ringede de alligevel og bad mig tage afsted. Så i påsken 1978 flyttede jeg til Rom. Der var stort set kun tid til at være guide, og når jeg endelig var på biblioteket for at læse, faldt jeg i søvn. Men det gav mig jo en fantastisk viden om Rom, om historien og dens sammenhænge. Samtidig gav det mig det næste skub i forhold til at have den sikkerhed, at jeg kunne stille mig op for at sige noget foran en gruppe ukendte mennesker. Så der blev også bygget videre på det, min tante havde lært mig tilbage i bagerbutikken, og det gav mig blod på tanden i forhold til, hvad jeg så skulle lave. 
  

  Jeg ville meget hellere undervise i kunsthistorie, og da det krævede 12 deltagere at starte et hold, fandt jeg en løsning med at proppe min moster og lillebror og alle mulige andre på holdet.

Hele familien med på aftenskole

Efter et års tid gik turen tilbage til København. Her fik Lone i 1979 job på Louisiana som formidler og var med til at udvikle dets nye børnemuseum, ligesom hun var med i skoletjenesten. Aftenerne blev brugt hos FOF:  

• Min mor var forstander for FOF i Hillerød, og her fik jeg lov at være engelsklærer. Men jeg ville meget hellere undervise i kunsthistorie, og da det krævede 12 deltagere at starte et hold, fandt jeg en løsning med at proppe min moster og lillebror og alle mulige andre på holdet, og i flere år havde jeg så mit arbejde på både Louisiana og aftenskolen. Om sommeren var jeg busrejseleder over alt i Vesteuropa og startede efterhånden deciderede kulturrejser. Så gik vi fra opera til opera, fra museum til museum og fra teater til teater i både Wien, Salzburg, Paris, Norditalien og Grækenland – og det var nogle sjove, men hårde år. 
  

  Jeg har aldrig taget den slagne vej, men det interessante ved den stilling var jo, at alt, hvad jeg havde lavet indtil videre, kunne jeg samle under en hat.

Lone Leth Larsen som leder af Kulturinstituttet

Kulturinstituttet i Bruxelles 

Da 1994 kom, og Lones 40-års fødselsdag nærmede sig, fik hun en unik mulighed for at binde sine erfaringer sammen, da Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles slog en stilling op som institutleder. 

• Jeg har aldrig taget den slagne vej, men det interessante ved den stilling var jo, at alt, hvad jeg havde lavet indtil videre, kunne jeg samle under en hat. Kulturinstituttets mission var meget lig CDEU’s, nemlig det at facilitere forståelsen af hinanden. Mellemfolkelig dialog, med andre ord. Det vigtigste var at vise belgiere, hollændere, luxembourgensere og franskmænd, hvad Danmark kunne, og få dem til at forstå den kultur, der ligger bagved; f.eks. hvorfor vi har et sygehusvæsen og skolevæsen, der fungerer, som det gør.  

Why keep it simple when it can be difficult?  

I 16 år ledede Lone kulturinstituttet, hvor hun bl.a. efter flere års tilløb sammen med Goethe-instituttet og de øvrige europæiske kulturinstitutter i Bruxelles lykkedes med at oprette et omfattende, europæisk netværk af europæiske kulturinstitutter, der blev en stor succes: 

• Bruxelles var jo centrum. Det var vores institutter, der stod for at drive udviklingen, og det var os, der var tæt på EU. Vi var den foretrukne partner i mange projekter, og vi fik hentet rigtig mange EU-penge hjem til alle mulige integrerende tiltag. Vi havde også alle 28 lande med på det tidspunkt. Som jeg altid siger: Why keep it simple when it can be difficult?   

Lone Leth Larsen under tiden som leder af Kulturinstituttet.

Det var ligeledes under Lones ledelse, at Kulturinstituttet udviklede en omfattende sprogskole, som underviste i de forskellige nordiske sprog. CDEU’s egen konsulent Lina Christensen var dengang også en af underviserne.   

‘Jeg skal sætte i gang – jeg gider ikke drifte’ 

Men som Lone siger, så gik der efter 16 år lidt for megen rutine i den:  

• Nu var vi efterhånden nået frem til 2010, og jeg kunne godt mærke, at jeg jo ikke kunne blive ved med at udvikle. Jeg er ikke en, der kan administrere, jeg er en, der skal skubbe og sætte i gang. Jeg gider ikke drifte.  

Skabte godt kultursammenhold i Kolding

Derfor virkede det også som særdeles god timing, da en samarbejdspartner i Kolding Kommune sendte hende et jobopslag, hvor kommunen ledte efter en ny kulturchef.  

• Under mine fire år i Kolding Kommune lykkedes det mig sammen med mine dygtige medarbejdere at få skabt et godt sammenhold i kultursektoren, hvor kulturinstitutioner, administrationen og politikerne lærte at tale bedre sammen.  Men den internationale dimension manglede altså, så da jeg så stillingsopslaget som kulturrådgiver for CDEU, slog jeg til. 

Ikke drevet af titler, men af potentialer

Nogle ville måske se det som en forkert retning rent karrieremæssigt at gå fra en chefstilling til en konsulentstilling, men Lone kunne ikke være mere uenig:  

• Det, der driver mig, det er potentialer. Er der noget, der kan udvikles for kulturlivet, så det kan vokse? Er der muligheder for, at folk kan vokse? Det er dét, der tænder mig. På kulturinstituttet var det, som jeg levede og åndede for, at skabe muligheder. At lade kulturlivet i Danmark komme ud og møde verden, så kulturaktørerne kunne blive mere kompetente og få en stemme i verden. Og det er det samme, der sker på CDEU, men her går vi lidt videre, for vi går mere ind i projektmassen, i nerven af kulturproduktionen, hvor vi løfter den ved at koble den europæiske dimension på. Og det vokser folk af. Det kan jeg jo se på de aktører, vi har hjulpet i Midtjylland, forklarer Lone, inden hun fortsætter:  

Det lille, men vigtige skub.. 

• Det er også derfor, at det er så godt, at CDEU’s forløb for kulturaktører, Genvej til Europa, er blevet en konstant, for det kan blive ved med at give det der lille skub. For kulturfolkene, de har altså nogle amøbeformede hjerner, som aldrig står stille længe ad gangen, men så har de det her træ, de kan læne sig op ad, indtil de får lært det, de skal, og så giver vi dem det der lille skub – og så kan de jo sagtens.  

Og på den måde binder Lone selv så fint krølle på historien fra bagerbutikken tilbage i 1968, hvor hun for første gang mærkede, hvor langt man kan nå, hvis nogen tror på én og giver én det lille skub. Det er en viden, der har været en rød tråd gennem hele hendes arbejdsliv – og som også bliver det for hendes næste kapitel, bare på en lidt anden måde. 

Jeg vil lægge et ålegræstag på vores sommerhus på Læsø, og så vil jeg flette kurve. Nu vil jeg selv til at skabe, for det har jeg ikke gjort i 40 år. 

Kurveflet og ålegræs 

• Nu har jeg brugt hele mit liv på at skabe muligheder for andre. Mulighederne holder jeg ikke op med at skabe – men nu skal de skabes for Lone. Jeg vil ud at rejse i hele Europa med min kæreste og vores hund. Jeg vil lægge et ålegræstag på vores sommerhus på Læsø, og så vil jeg flette kurve. Så jeg slipper på ingen måde kulturen. Men nu vil jeg selv til at skabe, for det har jeg ikke gjort i 40 år. Og det glæder jeg mig til at komme i gang med igen. 

Tak for alt, Lone

Og det er så her, vi vælger at slutte portrættet af en ret så enestående og farvestrålende kollega, som med sit gigantiske smil og sin åbne tilgang til verden har forbedret så mange af vores arbejdsdage på CDEU. Tak, fordi du har delt din store erfaring med os, Lone. Tak for dit hårde arbejde, for dine kloge og finurlige indspark, og tak for din bramfri og kærlige måde at gå til såvel opgaver som mennesker.  

Vi kommer til at savne dig.  

Mød Louise, vores nye kulturkonsulent

CDEU’s nye kulturkonsulent med base i Midtjylland er i øvrigt Louise Godt, som startede 1. maj, og som vi tidligere har skrevet om – den artikel kan du læse på linket her.