God historie

Kunstprojektet "Stol" bliver synligt på EU-niveau

30. juni 2020

Det Skivebaserede kunstprojekt ’STOL’ lavet af kunstneren Lene Noer er blevet udtaget af Europa-Kommissionens projekt “Kulturarv i praksis.“. Udtagelsen giver Region Midtjylland mulighed for at ansøge om at stå for et peer-learning-program for europæiske organisationer, som arbejder med kulturarv.  

Det er en begejstret Lene Noer, der netop har modtaget beskeden om, at hendes projekt ’STOL’ nu opnår europæisk synlighed:  

  • Hvor er det godt! Det her giver mit kunstprojekt mulighed for at blive synligt på EU-niveau og for at blive en del af et praksisfællesskab inden for kulturarv. Tusind tak for det! 

STOL bruger kulturarv som en ressource til udvikling af lokalsamfund og territorium, og takket være den succesfulde ansøgning er projektet nu blevet udtaget til at blive en del af Europa-Kommissionens initiativ Cultural Heritage in Action. Det er CDEU’s forløb for kulturaktører, Genvej til Europa, som igen er en del af Europæisk Kulturregion, der har været med til at udarbejde ansøgningen i tæt samarbejde med Lene Noer. 

Om kulturarv i praksis

Cultural Heritage in Action, som Stol-projektet er udtaget til, er et peer-learning-program, der tillader over 100 lokale og regionale beslutningstagere at udveksle viden om kulturarv med fokus på samskabelse og borgerinddragelse, adaptiv genbrug og kvalitet af interventioner. Projektet skal give byer og regioner beføjelse til at styrke deres kulturarvspolitikker, og programmet er en del af Europa-Kommissionens europæiske ramme for kulturelle handlinger.  

CDEU med i ansøgningsskrivningen

Det er CDEU’s forløb for kulturaktører, Genvej til Europa, der har hjulpet Europæisk Kulturregion med at finde frem til det gode projekt, der kunne have potentiale for at blive udvalgt, og som har skrevet ansøgningen i tæt samarbejde med både Lene Noer og Kulturteamet i Region Midtjylland. Europæisk Kulturregion er et initiativ dannet af Region Midtjylland, som skal sikre kulturarven fra ECOC-året Aarhus 2017 gennem nye projekter, der bygger på relationer dannet netop af ECOC-året.  

Region Midtjylland: Meget glade for udtagelsen

Morten Falbe Hansen, som er chefkonsulent ved kulturteamet i Region Midtjylland, har sammen med Genvej til Europa skrevet ansøgningen til Cultural Heritage in Action og fortæller: 

  • Vi er meget glade for, at projektet STOL er blevet udtaget, og samtidig får vores region måske mulighed for at blive vært for et peer-learning-besøg, hvor personer fra Kommissionen og kulturaktører fra Europa kommer til Midtjylland. 

Om STOL-projektet  

Hensigten bag STOL-projektet var oprindeligt at lette en proces med jobskabelse i Salling. Projektet styrkede virksomhederne hos de involverede træarbejdere og tømrere. Projektet indledte endvidere et samarbejde mellem DANIA (Skive Technical School) og Wood-museet for fremtidige bestræbelser på at udvikle aktiviteter, der beskæftiger sig med træbearbejdning, design og produktudvikling. 

Der er et stort potentiale i Skive Kommune for at bruge den eksisterende infrastruktur fra møbeldesignere og fabrikker til at udvikle et nyt dansk møbeldesign, der er i stand til at skabe nye job og liv i området, og det er netop dette potentiale, som kunstprojektet STOL taler ind i.  

Om kunstneren Lene Noer  

Lene Noer (Karen Lene Eriksen Noer) er født i Skive. Hun er uddannet først på Art School, Graphic Department at Illinois State University, USA, i 1972-73, senere Aarhus Kunstakademi, skulptur og grafik, fra 1973-78. Lene Noer var i 1978 med til at starte Grafisk Skole i Aarhus, hvor hun også underviste i mange år. Hun arbejder med maleri og med kombinerede teknikker inden for grafik og foto, plexiglas og lys, installationskunst og happenings. 

 

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Louise Godt
EU-rådgiver
Kultur