God historie

Event i Viborg: Hvordan kan landbruget hjælpe med at forbedre biodiversiteten?

18. september 2020

Den 17. september satte Asmildkloster Landbrugsskole, Region Midtjylland og CDEU sammen fokus på, hvordan landbruget kan hjælpe med at løse den biodiversitetskrise, som EU står over for. Det skete ved et event, der blev holdt for 85 elever på Asmildkloster Landbrugsskole ved Viborg, og som også var en del af EU Green Week.

Temaet for dette års EU Green Week er Natur & Biodiversitet, og eventet på Asmildkloster Landbrugsskole havde valgt at gribe i egen barm, nemlig landbruget, ved at se på, hvordan landbruget kan være med til at forbedre biodiversiteten.

’Biodiversitetskrisen er et fælles ansvar, som også landbruget skal være med til at løse’

Således startede dagen med et oplæg fra landbrugsskolens forstander, Lars Møgelbjerg Andersen, der understregede, at biodiversitetskrisen er et fælles ansvar, som også landbruget skal være med til at løse.

Derefter præsenterede CDEU’s konsulent Lea Graugaard Jensen de 85 landbrugsskoleelever for EU’s prioriteter inden for natur og biodiversitet.

Bæredygtig landanvendelse

Dernæst stod der Multifunktionel Jordfordeling på programmet. Begrebet blev præsenteret af Henrik Vest fra Region Midtjylland, og det er en metode til bæredygtig landanvendelse, der tager højde for både landbruget, natur og andre interesser i det åbne land.

”Dem, der gav mest, fik mest”

Som en del af eventet var landmanden Bjarke Andersen også inviteret med, og han fortalte om sine erfaringer med at deltage i et jordfordelingsprojekt. Her kom han blandt andet ind på, at han, ved at indgå i et jordfordelingsprojekt, der havde til formål at give plads til naturen, havde fået bedre dyrkningsjord, som også lå tættere på hans gård, end den jord, som han havde haft i udgangspunktet. ”Dem, der gav mest, fik mest”, forklarede han.

Spil: Hvordan man fremmer biodiversitet og samtidig driver en god forretning

Om eftermiddagen blev de 85 elever sat i gang med at spille spillet MUFJO, som var udviklet af Region Midtjylland særligt til dagen. Formålet var at give eleverne et indblik i, hvordan man som landmand både kan være med til at fremme natur og biodiversitet og på samme tid drive en effektiv forretning.

Spillet viste således eleverne, hvordan man som landmand indgår i jordforhandlinger med naboer om bedre jord tættere på ens egen gård, ligesom eleverne fik indblik i forhandlinger med forskellige myndigheder (Landbrugsstyrelsen, Miljøstyrelsen) samt forsyningsselskaber og fonde om naturfremmende formål såsom biodiversitet, CO2-reduktion, beskyttelse af drikkevand ved skovrejsning, osv.

Vi siger tak for en spændende dag til alle, der var med.