Arrangementer

Når græs giver os både nye arbejdspladser, rent drikkevand og bæredygtigt landbrug

21. oktober 2020

Den 17. november fra 15.00-16.30 sætter Aarhus Universitet i samarbejde med Europa-Parlamentet fokus på fordelene ved at bruge kløvergræs og lignende afgrøder til grønne, lokale bioraffinaderier. Det er der nemlig en lang række fordele ved at gøre:

Mindsker udledningen af nitrat i drikkevandet og reducerer import af foder

Kløvergræs og lignende afgrøder har den store fordel, at de optager langt flere næringsstoffer end konventionelle afgrøder, og dermed bidrager de til at mindske udledningen af nitrat i vores vandmiljø.
Kløvergræs egner sig endvidere godt til lokal bioraffinering, og i bioraffinaderiet bliver afgrøderne bl.a. til foderprotein til landbrugsdyrene, hvorved EU’s store import af soja kan reduceres.

Med andre ord kan kløvergræs og lignende afgrøder give os renere vand, flere lokale jobs i landdistrikterne og et mere bæredygtigt landbrug, hvilket kan bidrage betydeligt til at opfylde Europas ambitiøse klima- og miljøpolitikker.

Beskytter vandmiljøet, mens landbrugsproduktionen bibeholdes

Direktør for Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi, Uffe Jørgensen, forklarer:

  • Vi kan med græs og græslignende afgrøder lave, hvad vi kalder bæredygtig intensivering, fordi produktionsudbyttet bliver cirka det dobbelte, mens udledningerne af nitrat bliver det halve. De afgrøder, vi ser på her, har særdeles gode vækstbetingelser i Nord- og Centraleuropa, fortæller Uffe Jørgensen, som fortsætter:
  • I Danmark har vi i dag problemer med at overholde EU’s vandrammedirektiv, men her har vi altså et aktiv, der passer ideelt til vores klima og bidrager til at beskytte vores vandmiljø, samtidigt med at der kan bibeholdes en landbrugsproduktion.

Kan mindske foderimport fra Sydamerika og Kina

Uffe Jørgensen fremhæver ligeledes, hvordan de lokalt dyrkede afgrøder giver mere bæredygtigt dyrefoder:

  • Når afgrøderne gennem bioraffinering bruges til produktion af foderprotein til landbrugsdyrene, kan vi på sigt reducere det europæiske landbrugs import af soja, der er produceret under langt mindre bæredygtige produktionsforhold i enten Sydamerika eller Kina.

Vigtigt emne at få på banen netop nu

CDEU’s forskningskonsulent Lina Christensen forklarer her, hvorfor potentialet i at bruge kløvergræs og lignende afgrøder i lokale, grønne bioraffinaderier er et emne, som er særligt vigtigt at få på banen netop nu:

  • Vi står pt. på kanten af et nyt europæisk forsknings- og innovationsprogram, Horizon Europe, som lanceres i 2021. Samtidig står vi også over for en modernisering af EU’s landbrugspolitik, og begge disse ben kan bidrage massivt til at understøtte en ny sektor omkring grønne bioraffinaderier i Europa.

Webinar med MEP’erne Pernille Weiss (K) og Asger Christensen (V)

Dette er baggrunden for det webinar, som Aarhus Universitet nu i samarbejde med Europa-Parlamentet og med talere fra Europa-Kommissionen afholder den 17. november. For at sikre et stærkt aftryk i Bruxelles har Aarhus Universitet teamet op med MEP Pernille Weiss (K), der bl.a. sidder i udvalget for forskning, og MEP Asger Christensen (V), der bl.a. sidder i landbrugsudvalget.

– De europæiske og lokale aktører skal kende til potentialerne i grøn bioraffinering og høre, hvad drivkræfterne bag forsknings- og udviklingssiden har brug for, for at landmænd og lokale aktører i store dele af Europa kan få gavn af denne nye sektors potentiale, forklarer Lina Christensen.

Webinar er opstået som følge af delegationsbesøg i Bruxelles

Lina Christensen uddyber om baggrunden for webinaret:

– Webinaret den 17. november er opstået som en direkte opfølgning på et delegationsbesøg i Bruxelles for Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi i efteråret 2019. CDEU havde her forberedt programmet, der bl.a. indeholdt en rundbordsseance om netop dette emne. Det var tydeligt, at såvel Kommissionens talere til rundbordsarrangementet som MEP Asger Christensen, der selv er landmand, så et stort behov for at få foldet dette tema og potentialerne mere ud over for de europæiske beslutningstagere og aktører. Faktisk bliver 17. november det første af en række webinarer om dette emne, så der er ingen undskyldning, hvis man interesserer sig for emnet.

Mere information og tilmelding til webinaret

Du kan tilmelde dig webinaret via dette link. Tilmelding skal ske senest den 13. november.

Du kan også læse det fulde program for dagen via linket her.

Læs nærmere om AU’s nye, nationale center for grøn omstilling af landbruget

Aarhus Universitet udgør et af verdens stærkeste miljøer for landbrugsforskning, og universitetets Center for Cirkulær Bioøkonomi er blot et af flere indsatsområder, som udgør kernen i Aarhus Universitets nye satsning med et nationalt center for grøn omstilling af landbruget.

Læs mere i klummen her, der er skrevet af Connie Hedegaard og rektor for Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Lina Christensen
EU-specialkonsulent
Forskning, uddannelse og Aarhus Universitet