Aktuelt

Arbejdsprogrammet for det nye EU4Health er nu offentliggjort

30. juni 2021

Europa-Kommissionen har netop offentliggjort det første, årlige arbejdsprogram for sundhedsprogrammet EU4Health. Med sine 312 mio. euro søger arbejdsprogrammet at finansiere mere moderne og modstandsdygtige sundhedssystemer, ligesom det både vil styrke beredskabet mod sundhedskriser og skærpe EU’s kamp mod kræft.

Programmet vil blandt andet støtte sygdomsovervågning samt både forebyggelse, tidlig påvisning, diagnose og behandling af kræft. Der vil også blive ydet støtte til stærkere europæiske referencenetværk for sjældne sygdomme, test af sundhedssystemernes modstandsdygtighed og til forberedelse af bl.a. European Health Data Space, som Region Midtjylland med CDEU’s hjælp er blevet Danmarks repræsentant i.

Gode midtjyske muligheder i EU4Health

I det hele taget har midtjyske sundhedsaktører god grund til at kigge nærmere på arbejdsprogrammet for EU4Health:

  • Arbejdsprogrammet indeholder mange relevante muligheder for sundhedsaktører i det midtjyske, og derfor har vi i CDEU sundhedsteam også fulgt forhandlingsforløbet tæt helt fra start. Vi har ligeledes siden starten af 2021 været involveret i projektudviklingsforløb med midtjyske aktører for at sikre hjemtag af de første EU4Health-projektmidler, lyder det fra CDEU’s sundhedskonsulent Xenia Lauritsen.

CDEU er inviteret ind som dansk bidragsyder i myndighedssamarbejde

Xenia Lauritsen bakkes op af sin kollega i CDEU’s sundhedsteam, Maria Heilskou Pedersen:

  • Særskilt er CDEU af EU-Kommissionen inviteret ind som den danske bidragsyder i et kommende europæisk myndighedssamarbejde, der sikrer national, regional og lokal spredning af EU4Health-programmet. Arbejdet starter op til efteråret 2021 og vil løbe over 30 måneder, og det er en solid mulighed for opnå større engagement blandt Region Midtjyllands sundhedsaktører i EU4Health.

Se arbejdsprogrammet for 2021

Du kan læse hele arbejdsprogrammet for EU4Health for 2021 på linket her.

Det samlede budget

Mens arbejdsprogrammet for 2021 altså lyder på 312 mio. euro, så er det samlede budget for EU4Health-programmet i perioden 2021-2027 på 5,1 milliarder euro, og dét gør programmet til det hidtil største sundhedsprogram lanceret af Kommissionen.

Heraf er mindst 20% af budgettet afsat til sygdomsforebyggelse, og så forventes det, at maks. 12,5% vil blive afsat til indkøb til national lagring af vigtige, kriserelevante produkter, ligesom det forventes, at maks. 12,5% vil gå til at støtte internationale sundhedsinitiativer.

Læs nærmere om EU4Health

Du kan læse Kommissionens information om EU4Health på linket her.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Maria Heilskou Pedersen
EU-specialkonsulent
Sundhed
Xenia Ramirez Lauritsen
EU-specialkonsulent
Sundhed
Signe Waltoft Madsen
EU-specialkonsulent
Grøn omstilling