God historie

LIFE ACT: Arbejdet med nyt, stort EU-klimaprojekt er skudt i gang, og vi har fået Emily med på holdet

19. juni 2023

I starten af juni var 130 aktører fra hele Danmark samlet i Nyborg for officielt at sætte gang i arbejdet med LIFE ACT – Action for Climate Transition. Ambitionen er at lave en stor, samlet EU-ansøgning, der er så god, at den kan hente EU-midler til at understøtte implementeringen af de kommunale klimahandlingsplaner. CDEU bidrager i ansøgningsarbejdet med vores viden fra tidligere LIFE-projekter, som vi har været dybt involverede i, og så er vi glade for at have fået nye kræfter med på holdet: Emily Thompson er ansat fra 1. juni og et år frem og skal understøtte analysearbejdet samt skriveprocessen i det store arbejde, der venter.

Emily Thomsen (t.v.) sammen med Birgitte Karnøe Frederiksen på CDEU

Lokalet sydede af energi, da 130 repræsentanter for kommuner, Kommunernes Landsforening, de fem danske regioner og de danske, regionale Bruxelles-kontorer satte sig sammen til en workshop på Hotel Nyborg for nogle uger tilbage. Alle var kommet for officielt at starte arbejdet med LIFE Act – Action for Climate Transition, og vores chefkonsulent Birgitte Karnøe Frederiksen, der har lang erfaring med EU-ansøgninger på det grønne område, fortæller begejstret:

  • Der var en helt fantastisk stemning, og jeg har faktisk svært ved at få armene ned, for man kunne virkelig mærke det tårnhøje ambitionsniveau: Danmark er nu dækket af Paris-aftalen gennem klimahandlingsplaner, som har høj bevågenhed i alle kommuner, og det gør os på CDEU meget stolte at kunne arbejde for at understøtte implementeringen af de planer.

Ansøgningen laves i særdeles bredt samarbejde

De mange deltagere på workshoppen i Nyborg

På workshoppen deltog aktører fra hele Danmark. Det er første gang, at der fra dansk side arbejdes i så bredt et samarbejde for at hente støtte fra EU’s store miljø, natur- og klimaprogram, LIFE, og så er det også første gang, at vi på CDEU arbejder dedikeret for aktører fra hele den danske geografi:

  • Tidligere har det været Midtjylland, vi her på CDEU understøttede i LIFE-projekter såsom Coast to Coast Climate Challenge. Men med LIFE ACT går vi – sammen med de øvrige danske, regionale kontorer i Bruxelles – ind og støtter aktører fra hele Danmark med at omsætte deres enorme viden og kreativitet til en EU-ansøgning. Det er virkelig en god oplevelse, at vi fra CDEU’s side kan bidrage med vores mangeårige erfaring med LIFE-ansøgninger ind i et så ambitiøst og bredt samarbejde.

CDEU har arbejdet bag kulisserne i et halvt år

Selve navnet LIFE ACT er helt nyt – det blev stemt igennem på workshoppen – og for de fleste af aktørerne var det også første gang, at de for alvor dykkede ned i opgaven. Anderledes var det for os på CDEU, hvor vi har været i gang med det forberedende arbejde længe:

  • Vi har arbejdet på dette i et halvt år og har også deltaget i planlægningen af workshoppen, hvor vi har præget forarbejdet og fortalt KL og regionerne, hvad det er, EU forventer af sådan en ansøgning. Det har vi gjort for at sikre, at de diskussioner, som workshoppen afstedkom, vil kunne føde ind i en EU-ansøgning. Takket være det grundige forarbejde kunne vi på workshoppen stille os op og udpege retningen frem – og samtidig kunne vi føle os trygge ved, at det hele nok skal munde ud i en god ansøgning, der lever op til EU’s krav, fortæller Birgitte Karnøe Frederiksen.

Nye kræfter på CDEU: Emily Thompson skal være med til at løfte opgaven

Mens Birgitte Karnøe Frederiksen har mange års erfaring med at ansøge LIFE-programmet, så er der til denne ansøgning også kommet helt nye og friske kræfter til:

  • Vi har gennem en samarbejdsaftale med Region Midtjylland fået defineret denne opgave, og for at løse den bedst muligt har vi ansat Emily Thompson, der vil arbejde med LIFE ACT fra vores kontor i Bruxelles i et år fra 1. juni 2023. Hun skal understøtte analysearbejdet, så vi får koblet de danske klimahandlingsplaner med det, EU vil, og desuden understøtte i skriveprocessen.

‘Jeg glæder mig til alt det, der venter’

Om mødet i Nyborg og arbejdet med ansøgningen lyder det fra Emily Thompson selv:

  • Det var meget inspirerende og motiverende at deltage i workshoppen. Det står nu endnu tydeligere for mig end før, at der ude i kommunerne, regionerne og hos de øvrige aktører ligger en kæmpe viden, og det var simpelthen så god en oplevelse at få lov til at tappe ind i den. Mødet med de mange aktører har kun gjort mig endnu mere motiveret i forhold til mit arbejde med LIFE ACT, og jeg glæder mig til alt det, der venter.

Vejen frem mod en EU-ansøgning

Der arbejdes nu på at samle alle de gode outputs fra workshoppen, og derpå skal der udarbejdes en såkaldt concept note, som skal indsendes til Europa-Kommissionen til september. En concept note er det første nåleøje, som en LIFE-ansøgning skal igennem: Der er tale om en grundig foransøgning, som beskriver det samlede projekts ambitioner, og det er på baggrund af denne concept note, at ansøgerne får besked om, hvorvidt de går videre og dermed får mulighed for at indsende den fulde EU-ansøgning.

Det krydser vi selvfølgelig både fingre og tæer for, at LIFE ACT får grønt lys til, og den endelige deadline for at ansøge EU’s LIFE-program ligger til marts næste år.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Birgitte Karnøe Frederiksen
Souschef og EU-chefkonsulent
Grøn omstilling
Emily Thompson
EU-konsulent
Grøn omstilling