God historie

Danske Universiteters Innovationspolitiske Udvalg i Bruxelles

7. september 2023

Innovationssøjlen i EU’s rammeprogram for forskning og innovation, Horizon Europe, skal i højere grad fokusere på forskningsbaseret innovation og derigennem bidrage til EU’s konkurrenceevne. Det er hovedbudskabet til Europa-Kommissionen og den Europæiske Investeringsbank, som en delegation fra Danske Universiteters Innovationspolitiske Udvalg (IPU) i disse dage er i Bruxelles for at overlevere. IPU stiller op sammen med UFM’s kontor for EU Forskning og Innovation (EFI), og den styrke, som Danmark viser ved at komme samlet til Bruxelles, spejles af EU-institutionerne, som har takket ja til at mødes med delegationen på højeste niveau, f.eks. ved bestyrelsesformanden for European Innovation Council.

Delegationen fra Danske Universiteters Innovationspolitiske Udvalg sammen med repræsentanter fra EFI foran Europa-Parlamentet i Bruxelles.

Hele 14 repræsentanter for de otte danske universiteter og EFI er således i disse dage i Bruxelles for at deltage i en række møder på højt niveau med EU-institutionerne.

Innovationspolitisk Udvalg vil med denne tur gerne udvise rettidig omhu, da vi jo er fuldt bevidste om, hvor vigtig en tid vi går ind i forud for det næste rammeprogram og det danske EU-formandskab i sidste halvdel af 2025 – Marianne Thellersen, forperson for IPU

Vigtigt for IPU at sætte sit præg netop nu

Timingen for besøget er ikke tilfældig: Vi står netop nu over for midtvejsevalueringen af Horizon Europe, EU’s store program for forskning og innovation, og den evaluering giver samtidig de første input til det kommende, syvårige rammeprogram, der skal være klar til implementering i 2028. Det gør det meget vigtigt for IPU at sætte sit præg netop nu, og møderækken i Bruxelles centrerer sig om innovationssøjlen i Horizon Europe-programmet:

  • Innovationspolitisk Udvalg vil med denne tur gerne udvise rettidig omhu, da vi jo er fuldt bevidste om, hvor vigtig en tid vi går ind i forud for det næste rammeprogram og det danske EU-formandskab i sidste halvdel af 2025. Det er ikke nogen hemmelighed, at innovationssøjlen er den af Horizon Europes søjler, der er sværest for os universiteter at arbejde med og hjemtage støtte fra. Derfor er det vigtigt for os i IPU at mødes med EU-institutionerne netop nu, lyder det fra DTU’s Marianne Thellersen, som er forperson for IPU.

Det er ikke nogen hemmelighed, at innovationssøjlen er den af Horizon Europes søjler, der er sværest for os universiteter at arbejde med og hjemtage støtte fra. Derfor er det vigtigt for os i IPU at mødes med EU-institutionerne netop nu – Marianne Thellersen, forperson for IPU

‘Tydeligt, at den danske indflydelse på EU’s tænkning og implementering af innovationstiltag er nødvendig’

Den samlede delegation er af en sådan styrke, at der både bliver åbnet døre og lyttet i Bruxelles, fortæller Lone Ryg Olsen fra Aarhus Universitet, der er næstforperson for IPU:

  • Vi har både lært en masse om, hvordan de innovationsansvarlige dele af EU-institutionerne tænker og forstår innovation, og vi tager herfra med hjemmearbejde, da det er tydeligt, at den danske indflydelse på EU’s tænkning og implementering af innovationstiltag er nødvendig, lyder det fra Lone Ryg Olsen.

Det er de danske, regionale EU-kontorer i Bruxelles (Dacob), der har arrangeret turen og stået bag afviklingen af mødeprogrammet.

Vi har både lært en masse om, hvordan de innovationsansvarlige dele af EU-institutionerne tænker og forstår innovation, og vi tager herfra med hjemmearbejde, da det er tydeligt, at den danske indflydelse på EU’s tænkning og implementering af innovationstiltag er nødvendig – Lone Ryg Olsen, næstforperson for IPU

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Lina Christensen
EU-specialkonsulent
Forskning, uddannelse og Aarhus Universitet