God historie

Mød Mads og Joachim, vores to nye projektassistenter

29. september 2023

I starten af september fik CDEU’s grønne team fornøjelsen af to nye projektassistenter, der tog turen fra Aarhus for at hjælpe os her i efteråret. De er begge kommet til CDEU som et led i deres videre jobsøgning, og her kan du læse lidt nærmere om, hvad de kommer med i bagagen, hvordan de sætter deres kompetencer i spil hos os, og hvad de gerne vil arbejde med fremadrettet.  

Mads Nansen Paulsen

Mads er cand.mag. i Litteraturhistorie, og han har arbejdet for først universitetsverdenen og sidenhen esportsorganisationen Astralis med administrativt, analytisk og ledelsesstøttende arbejde.

Det sidste år har han arbejdet med miljø- og klimapolitik for hhv. Samsø Kommune og Region Midtjylland, og han bruger nu sine evner inden for projektledelse og administration til at samle forskellige aktører om den fælles udfordring, som den grønne omstilling er.

For øjeblikket arbejder han således på CDEU med EU-finansieringsprogrammerne LIFE og Driving Urban Transitions, hvor han finder EU-fokuspunkter, som vores aktørkreds kan søge midler til og udvikle projekter indenfor.

På sigt vil han gerne arbejde med at styrke den danske, offentlige sektors internationale samarbejder og hjemtag af EU-midler.  

Joachim Krejberg Knudsen

Joachim er uddannet i analytisk journalistik og har tidligere arbejdet med både undersøgende journalistik og landbrug- og fødevareområdet hos forskellige medier. Hans spidskompetence er først og fremmest kommunikation omkring den grønne omstilling – uagtet om det er de tekniske, forskningsnære eller mere politiske aspekter, der skal kommunikeres ud.

Ud over at sidde med kommunikationsopgaver hos CDEU understøtter han også Aarhus Kommunes arbejde med bymissionen og klimamålene. Her arbejder han særligt på at få byens grønne ambitioner til at operere på samme frekvens som EU’s, så kommunen kan sikre ekstern finansiering gennem unionens programmer.

Fremadrettet håber han på at arbejde med grøn kommunikation og analyse i en organisation med en vidtfavnende og international kontaktflade.