God historie

Over 5 mio. kr. i Erasmus+støtte til midtjyske uddannelses- og kulturinstitutioner

26. oktober 2023

For to år tilbage gjorde EU det muligt at opnå en akkreditering til det store Erasmus+program, som hvert år uddeler millioner til at støtte op om internationalisering og udveksling. En Erasmus+akkreditering er et værktøj til organisationer, der nemt ønsker at sende f.eks. elever, undervisere og øvrige medarbejdere afsted på udveksling, og over de seneste to år har CDEU kørt en målrettet indsats for at skaffe midtjyske uddannelses- og kulturinstitutioner en akkreditering.

Det er en mulighed, som rigtig mange af vores aktører har grebet. Takket være de akkrediteringer, som vi på CDEU har hjulpet med, har EU støttet midtjyske uddannelses- og kulturinstitutioners udveksling og internationalisering med over 5 mio. kr. i 2023.


Skruer vi tiden tilbage til før 2021, så var det kun muligt for den enkelte uddannelses- eller kulturaktør at ansøge om Erasmus+støtte til f.eks. udveksling, hvis der blev indsendt en ny ansøgning for hvert år, man ønskede støtte. Og selv om de personer, der tog afsted, kom hjem med gode erfaringer, så kunne det for den enkelte uddannelses- eller kulturinstitution være en meget stor mundfuld at skulle sidde med ansøgningsarbejdet selv hvert eneste år.

Akkreditering: En mulighed for dem, der vil styrke den europæiske dimension

EU introducerede så i 2021 en ændring, der skulle tilgodese de aktører, som gerne ville arbejde mere strategisk med udveksling og internationalisering, ved at tilbyde mulighed for at opnå en akkreditering.

En Erasmus+akkreditering gives til organisationer, der ønsker at styrke den europæiske dimension, og støtten, som opnås i forbindelse med en akkreditering, kan f.eks. bruges til at tage på udveksling, job shadowing, kurser eller til at invitere eksperter til Midtjylland for at dele viden.

Giver stabil finansiering af aktiviteter i minimum tre år

Akkrediteringen skal tage udgangspunkt i organisationernes egne behov og udfordringer, og EU bidrager til gengæld med en stabil finansiering af internationaliserings- og udvekslingsaktiviteter i minimum tre år.

Man kan opnå EU-støtte på en meget mere simpel facon

Altså kan akkrediteringen ses som en form for forhåndsgodkendelse af den enkelte aktørs strategi for arbejdet med det internationale: Hvis man som aktør opnår EU’s blåstempling af planen for ens arbejde med internationalisering og udveksling, kan man hvert år på en meget mere simpel facon opnå støtte til, at f.eks. en gymnasieklasse og dens lærere kan komme afsted på udveksling og lære nyt i udlandet.

Mulighed for at søge individuelt eller som konsortie

En akkreditering kan enten søges af den individuelle institution eller fælles via et konsortie: For uddannelsesområdet er det typisk den enkelte institution, der ansøger om at blive akkrediteret, og mens enkelte kulturinstitutioner vælger at gå efter en akkreditering selv, så vælger langt størstedelen af kulturaktørerne at gå sammen i konsortie-ansøgninger, hvor kommunen sidder for bordenden.

For kulturaktører er det oftest kommunen, der ansøger

Dermed er det for kulturaktørernes vedkommende oftest den enkelte kommune, der på vegne af sine kulturaktører søger EU om en forhåndsgodkendelse af strategien for kulturinstitutionernes internationale arbejde.

Støtten tildeles så af EU til kommunen, som forvalter den i forhold til de enkelte kulturinstitutioner, så de kan sende deres medarbejdere afsted ud i verden for at blive klogere, finde nye partnere, søge fornyet inspiration eller invitere europæiske eksperter til Midtjylland.

Mindre aktører kan læne sig op ad kommunens adminstrative apparat

Fordelen med et sådant konsortie er også, at de mindre kulturaktører, der ikke har de store administrative muskler, kan læne sig op ad kommunens administrative apparat, når det kommer til at skulle hente EU-støtte.

Imponerende Erasmus-støtte til midtjyske aktører

Støtten fra Erasmus+ er netop blevet uddelt for 2023, og her bliver det virkelig tydeligt, hvor stor værdi en Erasmus+akkreditering har: Således har 11 uddannelsesaktører tilsammen opnået over 2,4 mio. kr. i støtte til at sende lærere og elever afsted på udveksling, mens tre kommuner har opnået tilsammen over 2,6 mio. kr. til at hjælpe deres kulturaktører til at komme ud over grænserne i Europa for at lære nyt.

Midtjyske uddannelsesaktører, der i 2023 har hentet støtte i forbindelse med en Erasmus+akkreditering:

Ikast-Brande:

Ikast-Brande Gymnasium har modtaget 240.000 kr. til lærer- og elevudveksling.

Lemvig:
Lemvig Kommune, Skole og Dagtilbud har modtaget 194.000 kr. til lærer- og elevudveksling.

Ringkøbing Skjern:
Uddannelsescenter Ringkøbing Skjern har modtaget hhv. 356.000 kr. til dagtilbud, grundskole eller ungdomsuddannelse samt 286.000 kr. til almen voksenuddannelse og folkeoplysning.

Silkeborg:
Silkeborg Ungdomsskole har modtaget 147.000 kr. til ungdomsudveksling. Frisholm Skole har modtaget 161.000 kr., mens Silkeborg Gymnasium har modtaget 185.000 kr.

Skanderborg:
Skanderborg Gymnasium har modtaget 235.000 kr. til lærer- og elevudveksling.

Skive:
Skive Gymnasium har modtaget 218.000 kr. til elev- og lærerudveksling.

Syddjurs:
Syddjurs Gymnasium har modtaget 149.000 kr. til lærer- og elevudveksling.

Aarhus:
Risskov Gymnasium har modtaget 191.000 kr. til elev- og lærerudveksling, og Aarhus Katedralskole har modtaget 212.000 kr.

Midtjyske kommuner, der i 2023 via en akkreditering har hentet støtte til at uddele til deres kulturaktører:

Ringkøbing-Skjern Kommune, som har opnået 886.000 kr., Aarhus Kommune, som har opnået 1.491.000 kr., og Lemvig Kommune – kulturafdelingen, som har opnået 262.000 kr.

CDEU’s indsats

Arbejdet fra CDEU’s side i forhold til akkrediteringerne er sket i tæt samarbejde med Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Vi har kommunikeret om muligheden for en akkreditering samt rådgivet kommuner og uddannelsesinstitutioner fra idé til færdig ansøgning.

Noget for jer?

Man kan opnå en akkreditering både som kommune, skole, ungdomsuddannelse og erhvervsuddannelse, og skulle I som uddannelsesinstitution eller kommune have lyst til at udforske idéen om en akkreditering, er I velkomne til at kontakte os herom. Kontaktinfo på vores konsulenter finder I herunder.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Elena Nielsen
EU-specialkonsulent
Uddannelse og VIA
Louise Godt
EU-rådgiver
Kultur