Gode historier

Aarhus 2017 udstiller internationalt

12. april 2017

Genvej til Europa har faciliteret et samarbejde mellem Aarhus 2017 og Turnhout Biblioteket i Belgien, og det er mundet ud i en udstilling, som i løbet af april måned vil vise belgierne, hvad den europæiske kulturhovedstad har at byde på.

Dette er anden artikel i serien af gode historier, hvor Genvej til Europa (GtE) fortæller om, hvordan Aarhus 2017 gør opmærksom på sig selv internationalt, og hvilken rolle GtE har spillet i den forbindelse.
Vi håber dermed på kunne sætte effekten af internationalisering i perspektiv.

Genvej til Europa er et forløb, som er skabt i samarbejde mellem Region Midtjylland og Central Denmark EU Office (CDEU) i Bruxelles. Netop CDEU’s beliggenhed i Bruxelles har gjort, at Genvej til Europa har kunnet trække på kontorets internationale netværk og dermed skabt samarbejdet med Turnhout Biblioteket og dets bibliotekar, Raymond Hoste.

Han har flere gange før lavet lignende udstillinger om europæiske kulturhovedstæder, ligesom han denne gang udstiller om begge dette årskulturhovedstæder, Aarhus og Pafos på Cypern.

–          Udstillingen i år er meget mere succesfuld end tidligere års, da biblioteket har fået mere materiale og flere billeder at arbejde med samt brochurer fra turistbureauer i både Aarhus og Pafos, fortæller Raymond Hoste og fortsætter:

–          Samtidig gør vi de besøgende opmærksomme på Danmark og Cypern ved at stille værker frem om for eksempel Arne Jacobsens værker.

For de besøgende på biblioteket er Aarhus ikke umiddelbart en by, som de kan placere rent geografisk. Men både Den Gamle By og moderne, arkitekttegnede bygninger tiltrækker de besøgendes opmærksomhed, og så er det heller ikke gået deres næse forbi, at det belgiske arkitektfirma JDS har været med til at tegne etageboligen Isbjerget på Aarhus Havn. Alt sammen har det medvirket til at skabe en stærkere interesse for Aarhus by, fortæller Raymond Hoste videre.

Med brochurer og billeder leveret af Aarhus 2017-Sekreatriatet samt roll-up og programbøger tilvejebragt af CDEU-kontoret har de besøgende fået lejlighed til at dykke ned i alle Aarhus 2017-begivenhederne.

Om Turnhout Biblioteket

Turnhout Biblioteket spiller en vigtig rolle for samfundet i Belgien og byen Turnhout. Lige som danske biblioteker tilbyder Turnhout Biblioteket en række forskellige arrangementer for voksne og børn. Biblioteket er samtidig det flamske center for dokumentation af tegneseriestriber med en samling på omkring 3000 bøger.

Turnhout er placeret nordøst for Antwerpen i den flamske del af Belgien med et indbyggertal på omkring 40.000 borgere.

Om Genvej til Europa

Genvej til Europa arbejder for at styrke internationalt udsyn og samarbejde for midtjyske kulturaktører samt for at opkvalificere regionens, kommunernes og kulturinstitutionernes indsats i forhold til EU og internationalt samarbejde.

Genvej til Europa medvirker til at sikre EU-finansiering af kulturprojekter og bidrager dermed til målsætningen om Midtjylland som international vækstregion. Genvej til Europa er finansieret af Region Midtjylland og gennemføres i samarbejde med Region Midtjylland, Aarhus 2017 og CDEU.

Du kan følge Genvej til Europa på facebook og blive opdateret på de sidste nye nyheder.