Gode historier

Aarhus 2017s kulturaktører på studietur i Bruxelles

9. november 2016

I disse dage har CDEU besøg af tilsammen 30 kulturaktører og embedsmænd involveret i Aarhus 2017.

Studieturen d. 8. og 9. november 2016 falder samtidig med, at Aarhus 2017 netop har præsenteret dets fulde program for de kulturelle aktiviteter, som finder sted i løbet af 2017 i hele Region Midtjylland. At være europæisk kulturhovedstad forpligter i forhold til europæisk udsyn i programmet, ligesom det kan være et springbræt til at tænke Europa ind i fremtidige kulturprojekter. Studieturen skal således tage hul på et nyt kapitel, hvor Europa bliver en større medspiller for midtjyske kulturorganisationer.

Oplæg fra Creative Europe

Studieturen har blandt andet budt på et oplæg af Karel Bartak, som er direktør for Creative Europe, der er Europa-Kommissionens rammeprogram for kultursektoren. Her får kulturaktørerne sat ord på Europa-Kommissionens prioriteter, som de kommer til udtryk i rammeprogrammet for kultursektoren. Blandt andet blev det annonceret, at musik bliver et stort indsatsområde for Creative Europe samt at publikumsinvolvering skal spille en større rolle i kultursektoren. Dertil gav oplægget brugbare inputs til de kulturaktører, som lige nu sidder og skriver ansøgning til Creative Europe.

For både de midtjyske deltagere og for CDEU’s kulturkonsulent Lone Leth Larsen og projektassistent Julie Sand Jørgensen giver denne studietur mulighed for at skabe netværk med europæiske kulturaktører. Via dette netværk opbygges nødvendig viden om vilkårene for europæiske kunstnere og om, hvordan kulturpolitikker på tværs af Europa udfolder sig.

Udover det to-dags faglige program, vil der i aften blive indbudt til stor reception i Det Kongelige Flamske Teater i Bruxelles, hvor der blandt andre vil være oplæg fra Aarhus 2017s direktør Rebecca Matthews og medlem af Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard samt smagsprøver fra Vestjylland sponsoreret af Ringkøbing-Skjern Kommune. Du kan se invitationen til receptionen her.