God historie

Aarhus Universitet bliver en del af European University Alliance

1. september 2020

Aarhus Universitet (AU) og dets europæiske universitetsalliance Circle U blev hen over sommeren udvalgt som ‘European University Alliance’. Circle U-alliancen vil nu få støtte fra EU til at styrke såvel den fælles forskning på tværs af landegrænser som samarbejdet om uddannelsesprogrammer i Europa, og CDEU har understøttet AU i processen.

CDEU’s to forskningskonsulenter, Lina Christensen (t.v.) og Rikke Edsjö.

Tværnationale alliancer

Europæiske universiteter er tværnationale alliancer mellem videregående uddannelsesinstitutioner fra hele EU, der dannes til fordel for studerende, lærere og samfundet. Kongstanken er at etablere netværk af europæiske universiteter, der vil gøre det muligt for studerende at opnå en universitetsgrad ved at kombinere uddannelseselementer i flere EU-lande og bidrage til europæiske universiteters internationale konkurrencedygtighed. Der var i alt 62 ansøgere, hvoraf 24 alliancer blev valgt ud, herunder Circle U.

Et virtuelt, fælles campus

‘European University Alliance’ bygger på ideen om et virtuelt fælles campus, hvor mobilitet blandt personale og studerende skal kunne foregå uden hindringer, og hvor der er fokus på at skabe synergi ud af de samlede institutioners faglige miljøer. De godkendte partnerskaber vil teste forskellige innovative metoder og strukturer for uddannelsessamarbejde.

Universitetsalliancerne skal udvikle en langsigtet fælles strategi for uddannelse og om muligt også for innovation og forskning.

CDEU har løbende bidraget til arbejdet

En del af CDEU’s arbejde for AU er at formidle intelligence om strategisk vigtige initiativer, herunder European University Networks og de sektorspecifikke alliancer, som begge hører under EU’s Erasmus+program. Derfor har CDEU’s to forskningskonsulenter Lina Christensen og Rikke Edsjö også løbende bidraget til AU’s arbejde med ansøgningen om, at Circle U kunne blive en European University Alliance. Et konkret eksempel på dette arbejde var et møde med Kommissionen, som CDEU satte op for AU’s prorektor Berit Eika, da hun deltog i Nordic University Days i Bruxelles i efteråret 2019.

Alliancepartnere fra seks europæiske lande

Med i AU’s alliance finder man foruden AU også det norske Oslo Universitet, det tyske Humboldt Universitet i Berlin, det franske Université de Paris, det britiske King’s College i London, det serbiske Beograd Universitet samt det belgiske Université de Louvain.

I alt 165 højere læreanstalter er nu med

’European University Alliance’-initiativet blev i øvrigt søsat sidste år, hvor 17 alliancer blev udvalgt. Med de nyudnævnte 24 alliancer er der nu i alt 165 højere læreanstalter med i ‘European University Alliance.’ Heraf er de seks fra Danmark: AU, Danmarks Tekniske Universitet, Roskilde Universitet, Copenhagen Business School, Københavns Universitet og Aalborg Universitet.

Læs nærmere

Vil du vide mere om European University Alliance, så kan du læse nærmere på linket her.