God historie

Aarhus viste REUSEABLE frem for hele Europa på studietur

27. marts 2026

Gennem to år har det banebrydende koncept REUSEABLE i Aarhus vist, at det ér muligt at få forbrugerne med på at bruge takeaway-kopper med pant på – og i starten af marts blev fødselsdagen fejret med venner fra hele Europa. De europæiske organisationer Zero Waste Europe og Mission Zero Academy havde nemlig sammen med København og Aarhus inviteret fagfolk fra hele Europa til at komme på inspirationsbesøg. Under titlen ’Reuse in action – A tale of two cities’ besøgte deltagerne både København og Aarhus for på egen hånd at opleve de to byers succesfulde pantsystemer for takeaway-emballage.

Turens deltagere fik både mulighed for at hente inspiration med hjem, men også for selv at bidrage med dyrebare erfaringer: Deltagerne talte nemlig EU’s førende eksperter på reuse-området, og ved en workshop under turen bidrog de med vigtige input til arbejdet i Det Danske Partnerskab for Takeaway-emballage. Partnerskabet blev sidste år nedsat under Miljøstyrelsen, og det skal i 2028 levere anbefalinger til, hvordan vi i Danmark lykkes med at skabe et bæredygtigt, nationalt pantsystem for takeaway-emballage.

Alle deltagerne samlet i Aarhus. Photo credit: REUSEABLE

Når man bestiller en togo-kaffe i Aarhus i dag, er det mere reglen end undtagelsen, at man bliver tilbudt kaffen i en REUSEABLE-pantkop. Man betaler fem kroner i pant, og dem får man retur, når man senere returnerer koppen i en af de mange pantautomater opstillet over hele byen.

En gigantisk succes, der har hele Europas interesse

Konceptet er på alle måder en succes: 88% af kopperne bliver pantet og kan derved genbruges frem for at ende i skraldespanden som traditionelle engangskopper, og det betyder både mindre affald, der skal håndteres i byen, og en gevinst for miljøet.

Andre europæiske byer kigger derfor også langt efter REUSEABLE-projektet, for disse byer døjer – ligesom Aarhus og København – med overfyldte skraldespande og deraf følgende udfordringer på bundlinjen. Faktisk viser analyser, at de europæiske byer bruger mellem 30 og 50% af deres kommunale affaldsbudgetter på at håndtere engangsemballage, så der er hårdt brug for at finde de gode løsninger.

Vi er meget stolte af, at REUSEABLE nu fejrer to års jubilæum, og at så mange byer og fagfolk fra hele Europa er kommet til Aarhus for at se det, vi har skabt – Anders Laursen, projektleder ved Ren By Aarhus

75 deltagere fra hele Europa med på studietur

Af samme årsag inviterede de europæiske organisationer Zero Waste Europe and Mission Zero Academy i starten af marts sammen med København og Aarhus hele 75 deltagere fra alle dele af Europa på en to-dages studietur til Danmark under titlen ’A Tale of Two Cities.’

  • Vi er meget stolte af, at REUSEABLE nu fejrer to års jubilæum, og at så mange byer og fagfolk fra hele Europa er kommet til Aarhus for at se det, vi har skabt. Da vi indledte visionen om et genbrugssystem til takeaway-emballage for godt fire år siden, havde vi ikke regnet med, at vi skulle stå her i dag med besøgende fra hele Europa for at se, hvordan vi har båret os ad i Aarhus. Det er en succes, som vi har skabt sammen med vores samarbejdspartner, TOMRA, og ikke mindst med de mange partnere og deres kunder, der vælger REUSEABLE frem for den vanlige engangsemballage. Vi håber, at vores fælles indsats kan være med til at sætte retningen for dagsordenen i hele Europa, fortæller Anders Laursen, der er projektleder ved Ren By Aarhus.

Vi håber, at vores fælles indsats kan være med til at sætte retningen for dagsordenen i hele Europa – Anders Laursen, projektleder ved Ren By Aarhus.

Besøg i både København og Aarhus

København og Aarhus er nemlig pionererer på området, og på turen deltog en bred vifte af politikere og embedsmænd fra europæiske byer, affaldsselskaber, virksomheder og organisationer såsom det europæiske miljøagentur for på første hånd at opleve, hvordan pantsystemer for takeaway-emballage kan fungere på byplan.

Første stop på turen var i København, hvor kommunen siden sidste år sammen med virksomheden New Loop har drevet et forsøg med pant på takeaway-emballage, og dernæst gik turen til Aarhus, der siden 2023 har drevet projektet REUSEABLE.

’Det her viser, at vores arbejde har relevans langt ud over Danmarks grænser’

Besøg under studieturen. Foto: REUSEABLE, Ren By Aarhus

Her bød programmet på besøg hos saniteringsfaciliteterne hos TOMRA, som både leverer og driver REUSEABLE-pantautomaterne i Aarhus, ligesom deltagerne fik en introduktion til kommunens Klimaplan af Klima og energichef Rolf Johnsen:

  • Som en af EU’s 112 Missionsbyer for klimaneutralitet er vi utroligt stolte af at kunne dele vores erfaringer med implementeringen af REUSEABLE i by-skala. I Aarhus tør vi gå forrest og afprøve løsninger, der både gør en reel forskel for klimaet og miljøet, og som samtidig skaber gode rammer for borgerne i deres hverdag. Vi ved, at byer spiller en helt central rolle i EU’s grønne omstilling, og netop derfor er videndeling på tværs af grænser afgørende. Når byer lige fra Amsterdam over Paris og Barcelona til Ljubljana rejser til Aarhus for at lære af vores succeser og høre om de udfordringer, vi har mødt undervejs, så viser det også, at vores arbejde har relevans langt ud over Danmarks grænser, lyder det fra Rolf Johnsen, der er Klima og Energichef for Aarhus Kommune.

Når byer lige fra Amsterdam over Paris og Barcelona til Ljubljana rejser til Aarhus for at lære af vores succeser og høre om de udfordringer, vi har mødt undervejs, så viser det også, at vores arbejde har relevans langt ud over Danmarks grænser – Rolf Johnsen, Klima og Energichef for Aarhus Kommune.

Fremtiden: Stort behov for mere lovgivning

Mens de gode eksempler således fik lov at skinne på byplan, så var blikkene også stift rettet mod fremtiden.  For hvis flergangstakeaway-emballage skal rykkes fra forsøgsplanet og blive til en bæredygtig forretningsmodel på nationalt plan, så peger alle pile mod nødvendigheden af mere lovgivning.

Udfordring: Prisen på engangsemballage er skjult

Som det er nu, så betaler man som forbruger nemlig ikke særskilt for ens emballage, hvis man køber sushi i en plastikbakke, som man så smider ud bagefter. Men der er stadig en udgift til bakken – den er bare usynlig for forbrugeren, og det har den været alle de år, hvor takeaway har eksisteret, hvilket skaber en stor udfordring:

  • Når den reelle pris for engangsemballage er skjult, så tror forbrugerne fejlagtigt, at engangsemballage er gratis. Mange er ikke klar over, at en engangskaffekop flere steder faktisk koster 3-4 kroner og tilsvarende, hvis den ikke bortskaffes korrekt. Kostprisen er indlagt i kaffens pris, mens man ofte betaler for bortskaffelsen via sin kommuneskat. Den manglende transparens er et problem for alle, der gerne vil udvide brugen af flergangsemballage, for det gør prisforskellen mellem engangs- og flergangsemballage virkelig markant. Derfor er der også behov for lovgivning på området, hvis vi vil gøre flergangsemballage med pant til et reelt alternativ til engangsemballage, lyder det fra Anders Laursen fra Ren By Aarhus.

Mange er ikke klar over, at en engangskaffekop flere steder faktisk koster 3-4 kroner og tilsvarende, hvis den ikke bortskaffes korrekt. Kostprisen er indlagt i kaffens pris, mens man ofte betaler for bortskaffelsen via sin kommuneskat. Den manglende transparens er et problem for alle, der gerne vil udvide brugen af flergangsemballage – Anders Laursen, projektleder ved Ren By Aarhus

Workshop gav input til roadmap mod fremtidens nationale pantsystem

Workshop under studieturen. Foto: REUSEABLE, Ren By Aarhus

Behovet for lovgivning blev understreget af samtlige europæiske studietursdeltagere, da de på turens sidste dag var samlet til workshop for at tegne et roadmap frem mod fremtidens nationale pantsystem for takeaway-emballage.

Deltagerne bestod af førende fagfolk på reuse-området fra hele Europa, og deres mange bidrag vil nu føde ind i det vigtige arbejde, som Det Danske Partnerskab for Takeaway-emballage skal lave. Partnerskabet har nemlig fået til opgave at lave et sæt anbefalinger til et bæredygtigt, nationalt pantsystem for takeaway-emballage i Danmark i 2028.

Vi er allerede godt i gang i Danmark, men besøget har vist, at mange andre europæiske lande viser stor interesse og er lige på trapperne. Vi skal gøre, hvad vi kan for at hjælpe hinanden bedst muligt i en fælles interesse – Anders Laursen, projektleder ved Ren By Aarhus.

Idéen til studieturen opstod gennem det samarbejde om dagsordenen på europæisk plan, som CDEU og Aarhus Kommune Ren By gennem flere år har haft, og hvori CDEU understøtter Aarhus Kommune i at internationalisere REUSEABLE-projektet.

  • Vi har vist, at man kan gøre det her på byskala, og nu arbejder vi frem mod, at man laver et nationalt pantsystem. Vi er allerede godt i gang i Danmark, men besøget har vist, at mange andre europæiske lande viser stor interesse og er lige på trapperne. Vi skal gøre, hvad vi kan for at hjælpe hinanden bedst muligt i en fælles interesse, lyder det afsluttende fra Anders Laursen fra Ren By Aarhus.
 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Maria Helene Louwrier
EU-konsulent og Office Manager
Grøn omstilling og administration