Gode historier

Årsberetningen er på gaden

3. maj 2017

Det er i mødet med andre, at vi lærer os selv bedre at kende. Således lyder det i CDEU’s årsberetning for 2016, der netop er kommet ud, og som i år har hentet inspiration særligt i kulturens verden.

Vi har således bedt den midtjyske kunstner, Steen Rasmussen, om at lave et kunstværk til at pryde hele årsberetningens ene side. Steen Rasmussen har tidligere fået hjælp af CDEU i sit internationale arbejde, og han er af den mening, at det at arbejde over grænser giver hans arbejde noget, som han ikke kan finde i ‘den hjemlige andedam’, som han udtrykker det. Netop derfor spejler hans kunstværk sig i Europa; i værket optræder således en mand, der spejler sig i to verdener, nemlig den midtjyske og den bredere europæiske, og dette er illustreret af en collage med massevis af motiver hentet særligt i Midtjylland og Bruxelles.

I selve årsberetningen er der fra både formandens og direktørens side taget udgangspunkt i den betydning, som det europæiske arbejde har for Midtjylland. Beretningerne er suppleret med succeshistorier fra det forgangne år, hvor det med CDEU’s hjælp blandt andet lykkedes at hive 52 millioner kroner hjem i EU-støtte til klimatilpasning i Midtjylland i projektet Coast to Coast Climate Challenge. Desuden kan man i beretningen finde forskellige nøgletal, deriblandt det samlede støttebeløb, som vi hjalp med at skaffe til Midtjylland i 2016: 79,5 millioner kroner.

Du kan læse en elektronisk version af årsberetningen her.