GODE HISTORIER

AU LØFTER VIGTIGT ANSVAR FOR AT SIKRE FLERE DANSKERE I EU-INSTITUTIONERNE

23. januar 2023

Aarhus Universitet og Udenrigsministeriet afholdt lørdag den 21. januar 2023 ’concours-dag’ med henblik på at få flere danskere ind i EU-institutionerne. Alle dagens pladser var flået væk, og auditoriet var helt fyldt, da deltageren fik tips og vejledning til, hvordan man kommer fra drøm til EU job.

DANMARK ER UNDERREPRÆSENTERET

EU-medlemskabet er vigtigt, for det giver en lille åben økonomi som Danmark en masse muligheder. Det er muligheder, som formes i samspillet mellem EU-institutionerne, medlemslandene og aktørerne i marken uanset, om de er virksomheder, universiteter eller kommuner. De muligheder som skabes i fællesskabet, bliver bedst, når EU-institutionernes medarbejderstab er bredt repræsenteret i den europæiske befolkning. Det ser desværre ikke godt ud med antallet af danskere i Europa-Kommissionen og de øvrige EU-institutioner, hvor Danmark sammen med et par øvrige medlemslande er svært underrepræsenteret.

DE STUDERENDE OG NYUDDANEDE ER LØSNINGEN

For at skabe et bedre udgangspunkt i fremtiden har den danske centraladministration stort fokus på problematikken og et af midlerne til bedre rekruttering i fremtiden er bedre oplysning og vejledning til studerende og nyuddannede. Aarhus Universitets to professorer Jens-Blom Hansen og Daniel Finke er stolte over at bidrage til opgaven og meget glade for samarbejdet med Udenrigsministeriet, hvor Søren Toft arbejder dedikeret med opgaven.

 

 

EU’S OPTAGELSESPRØVE – CONCOURS

Rejsen gennem EU-institutionernes optagelsesprøver – de såkaldte concours – kræver et særligt greb og selvsagt motivation. Der var inspirerende motivationsindlæg bl.a. fra Rikke Søvsø Nielsen, leder af Europa-Kommissionens kommende kontor på Grønland og Rune Skinnebach, EU ambassadør i Malawi. Ligesom dagen bød på masser af konkrete tips bl.a. fra AU studerende Bjørg Ørnemark Lægdsmand og Sofie Albrechtsen, der begge er såkaldte EU-Student Ambassadors på AU samt Johannes Moesgaard Lech fra Udenrigsministeriet. Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor EPSO (Rita Hinek) var selvsagt også ombord med konkrete anvisninger.

ANDRE INDGANGE TIL KARRIERE I BRUXELLES

Processen med at deltage i en åben concours og lande et job eller traineeship i en af EU-institutionerne kan være lang, og derfor gav CDEU’s egen Lina Christensen bud på, hvordan andre karrieveje og praktikantmuligheder i Bruxelles udenfor EU-institutionerne kan se ud enten midlertidigt eller på længere sigt.