God historie

Både for lidt og for meget vand: Samsø får 2,9 mio. kr. fra EU til to klimatilpasningsprojekter

17. december 2025

En af konsekvenserne ved klimaforandringerne er, at nedbøren bliver meget mere uregelmæssig. Derfor står kommunerne over for i visse perioder at skulle tilpasse sig virkelig intense mængder nedbør, for så i andre perioder at skulle gardere sig mod tørke. Heldigvis er der hjælp at hente i EU, som støtter økonomisk op om hele klimatilpasningspaletten, og med CDEU’s hjælp er Samsø kommet med i to EU-projekter, der arbejder med tilpasning til hhv. nedbør og tørke. Fælles for projekterne er, at de er en del af Samsøs Grønne Helhedsplan, der skal sikre, at det grønne aspekt tænkes ind på alle kommunens fagområder, og som har EU-projekter som en vigtig løftestang.

Partnerne i projektet WATERADAPT var samlet til kick-off på projektet tidligere i år i franske Marseille

I flere år har Samsø Kommune arbejdet helhedsorienteret med EU-projekter for at støtte op om de grønne visioner, som er så kendetegnende for kommunen i Kattegat. De grønne visioner er defineret i Samsøs Grønne Helhedsplan, som har været under udarbejdelse siden sommeren 2024, og som netop er blevet politisk godkendt i byrådet.

  • Landbrug er en nøglesektor for os, og her er vand i rette mængder ekstremt vigtigt. Derfor er vi også så glade for at kunne bruge EU’s forskellige muligheder til sammen med andre at udvikle løsninger på de udfordringer, som vi står overfor, lyder det fra Kirsten Brusgård, der er sekretariatschef i Samsø Kommune.

Selv om vi er små i en europæisk kontekst, har vi stadig rigtigt meget at byde på – Lars Skovgaard, forvaltningschef i Samsø Kommune.

Projekter om hhv. stigende vandmængder og værn mod tørke

På CDEU har vi et løbende og tæt samarbejde med Samsø om at bruge EU’s mange muligheder til at understøtte de grønne visioner på alt fra arealanvendelse og byudvikling til bæredygtighed og turisme, og i år har vi understøttet Samsø med at blive del af to grønne EU-projekter: Det ene hedder WATERADAPT, og det handler om at tilpasse sig de stadigt stigende vandmængder, som klimaforandringerne medfører, mens det andet, NBS4Drought, handler om at anvende naturbaserede løsninger som værn mod tørke.

  • Med i projekterne er der både store, italienske regioner som Emilia-Romagna, der har flere millioner indbyggere, og så kommuner som vores, der har knapt 3.700. Her er det virkelig fantastisk at opleve den store nysgerrighed på, hvordan vi arbejder strategisk med grøn helhedstænkning, som er det, alle i Europa søger løsninger på. Så selv om vi er små i en europæisk kontekst, har vi stadig rigtigt meget at byde på, fortæller Lars Skovgaard, der er forvaltningschef i Samsø Kommune.

Landbrug er en nøglesektor for os, og her er vand i rette mængder ekstremt vigtigt. Derfor er vi også så glade for at kunne bruge EU’s forskellige muligheder til sammen med andre at udvikle løsninger på de udfordringer, som vi står overfor – Kirsten Brusgård, sekretariatschef i Samsø Kommune

WATERADAPT: Mod en mere holistisk tilgang til lokal vandforvaltning

I projektet WATERADAPT arbejder Samsø sammen med syv regionale og lokale myndigheder fra Frankrig, Italien, Holland, Slovakiet og Albanien om at forbedre implementeringen af ​​​​klimatilpasningspolitikker på regionalt og lokalt niveau. Målet er at kunne tilpasse sig bedre til vandrelaterede risici som f.eks. oversvømmelser, stigende vandstand og saltindtrængning i grundvandet.

Som følge af klimaforandringerne kan mange regioner nemlig blive udsat for flere vandrelaterede risici samtidigt, og det gør det nødvendigt at lave en mere koordineret strategi for vandresistens. Med WATERADAPT ønsker projektpartnerne at arbejde for at gå fra en opdelt, sektorbaseret tilgang til en mere holistisk tilgang til lokal vandforvaltning, som integrerer omfattende planlægning af alle offentlige politikker, herunder planlægning af arealanvendelse, urbanisering, m.v.

Fakta om projektet

For deltagelsen i WATERADAPT modtager Samsø 1,9 mio. kr. ud af den samlede EU-støtte på 10,5 mio. kr. Støtten kommer fra Interreg Europe-programmet, og projektet løber fra maj måned 2025 til og med juli måned 2029.

Med i projekterne er der både store, italienske regioner som Emilia-Romagna, der har flere millioner indbyggere, og så kommuner som vores, der har knapt 3.700. Her er det virkelig fantastisk at opleve den store nysgerrighed på, hvordan vi arbejder strategisk med grøn helhedstænkning, som er det, alle i Europa søger løsninger på – Lars Skovgaard, forvaltningschef i Samsø Kommune.

NBS4Drought: Vådområder skal bruges aktivt i kampen mod tørke

Det andet EU-projekt, som Samsø er kommet med i, bærer titlen NBS4Drought, og det står for ’Demonstrating wetlands as Nature-based solutions on resilience development to extreme drought across European cities and landscapes.’

Vådområde på Samsø skal sikre landbrugsproduktion mod tørke

Projektet tager sit udgangspunkt i, at mere end halvdelen af ​​Europa er i risiko for tørke. For at modvirke dette kan vådområder som naturbaserede løsninger bruges til at lagre vand og dermed bidrage til at afbøde konsekvenserne af tørke. Der mangler dog evidensbaseret praksis for både omkostninger og fordele ved samt accept af at bruge vådområder mod tørke, især under forskellige forhold i Europa, og det er netop denne praksis, som NBS4Drought vil arbejde for.

Under projektet vil der derfor blive anlagt syv forskellige vådområder i fem forskellige bioklimatiske zoner – og på Samsø skal det vådområde, der anlægges, bruges til at sikre landbrugsproduktionen mod tørke.

Fakta om projektet

NBS4Drought ledes af Aarhus Universitets AGRO-afdeling, og der deltager i alt 24 partnere fra Danmark, Italien, Holland, Østrig, Tyskland, Spanien, Polen og Belgien. For deltagelsen i NBS4DROUGHT modtager Samsø 950.000 kr. ud af den fulde EU-støtte, som er på godt 60 millioner kroner. Støtten kommer fra EU’s store Horizon Europe-program, og projektet kører fra september i år til og med august måned 2029.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Maria Helene Louwrier
EU-konsulent og Office Manager
Grøn omstilling og administration