Gode historier

Biblioteker får EU-støtte til at hjælpe demokratiet på vej

17. august 2016

Herning Bibliotekerne har fået knapt 300.000 kroner i EU-støtte til projektet ’Our Democratic Europe’.

De penge skal gå til fire internationale seminarer, hvor unge fra en række europæiske lande skal udarbejde anbefalinger til, hvordan demokratiet i Europa skal udvikle sig. Dette skal gøres i samarbejde med de lokale biblioteker.

– Det handler både om at øge bibliotekernes kompetencer, så vi bliver mere aktive, men også om at øge de unges rolle i demokratiet, lyder det fra Sara Jørgensen, der er leder af projektet, og som til daglig arbejder som udviklingschef ved Herning Bibliotekerne.

Det skal konkret ske ved, at fire biblioteker i henholdsvis Polen, Belgien, Holland og Danmark hver skal uddanne en task force på seks unge mennesker. Emnet vil være, hvordan de kan engagere andre unge i dialoger og debatter, der har med EU at gøre.

Task forcen vil så kunne tage rundt på folkeskoler, gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner for at lave workshops om EU-relaterede emner, som engagerer de unge. Et eksempel kunne være bæredygtighed.

– Derefter skal de unge så mødes rundt i Europa til fire internationale seminarer og udarbejde fælles anbefalinger, som skal gives til EU-Parlamentet, fortæller Sara Jørgensen.

De internationale seminarer skal afholdes i de fire partnerlande, og den støtte, som projektet nu har fået fra EU, vil gå til at dække de unges rejseomkostninger.

CDEU gav en uvurderlig hjælp i ansøgningsprocessen

Det var CDEU’s kulturkonsulent, Lone Leth Larsen, der hjalp med at få projektet i mål ved at give forskellige former for støtte og sparring undervejs i forløbet. Selv kalder Sara Jørgensen CDEU’s hjælp for ’uvurderlig’:

– Lone hjalp med at finde den rigtige pulje at søge, og da vi så sendte en partnersøgning ud, så hjalp hun med at sortere i henvendelserne, så vi fandt de rigtige partnere.

Sara Jørgensen deltog desuden i en række workshops arrangeret af CDEU, og her blev hun klogere på, hvordan en EU-ansøgning skal skrues sammen. Forløbet ligner nemlig slet ikke det, man skal igennem, hvis man vil søge en dansk pulje, siger hun:

– Jeg har arbejdet med fundraising i mange år, men i det her forløb har jeg måttet starte helt forfra, siger hun og fortsætter: Det handler om at forstå, hvordan man kommunikerer på tværs af kulturer, så når polakkerne siger sådan og sådan, hvad gør jeg så? Der var Lone en stor hjælp.

Hvis du vil vide mere

Det var CDEU’s forløb ’Genvej til Europa’, som hjalp projektet frem til EU-støtten.
Kender du til en kulturorganisation, der har en god idé, som kan bredes ud på europæisk plan, så kan du læse mere om Genvej til Europa ved at klikke her.