Ansøgningsrunder

Bliv et europæisk forbillede inden for aktiv og sund aldring – ansøg senest 15. juli

6. juni 2019

European Innovation Partnership on Active and Healthy Ageing (EIP on AHA) giver innovative aktører i regioner på tværs af Europa mulighed for at fremvise eksempler på innovation, der kan forbedre liv og sundhed i den aldrende befolkning. Ligger I inde med sådan en løsning, så kan I blive udnævnt til Reference Site – altså forbillede for hele Europa. Læs mere her og ansøg senest 15. juli

Inspirerende økosystemer i hele Europa inden for aktiv og sund aldring

EIP on AHA blev skabt i 2011 og fokuserer på sund og aktiv aldring i Europa. Partnerskabet er ét ud af fem europæiske innovationspartnerskaber (EIP) i EU, der har til formål at styrke forskning og innovation. Initiativet er sat i verden af Europa-Kommissionen, og den netop lancerede indkaldelse er den tredje under initiativet.

Indkaldelsen sigter således mod at give regioner på tværs af Europa muligheden for at fremvise eksempler på innovation og dermed blive forbillede – Reference Site – for gode politikker og praksisser relateret til aktiv og sund aldring.

Et Reference Site defineres som et inspirerende økosystem, der leverer kreative og brugbare løsninger, som kan deles, opskaleres og videreudvikles i samarbejder, alt sammen med henblik på at forbedre liv og sundhed i den aldrende befolkning.

I indkaldelsen lægges der vægt på, at ansøgerne kan demonstrere bidrag til bl.a. EIP on AHA’s tre initiativer: Blueprint, Innovation to Market (I2M) og MAFEIP.

Hele indkaldelsen kan læses her.

Ansøgning

Ansøgninger sendes via et online ansøgningsskema.  Udvidet deadline er 15. juli 2019. EIP on AHA har udgivet tre dokumenter, som kan støtte ansøgere i processen, og disse dokumenter kan findes her.

Både nye kandidater og eksisterende Reference Sites kan søge. Ansøgere skal repræsentere en alliance eller et partnerskab af interessenter inden for en region eller et storbysområde, eller være en institution eller enhed, der opererer inden for EIP on AHA’s emneområder.

Hvorfor blive Reference Site?

Der er mange fordele ved at blive Reference Site:

  • Aktiv engagering i internationale aktiviteter og EU-projekter
  • Mulighed for at styrke opbygningen af et økosystem inden for sund og aktiv aldring i din region, og dermed at engagere flere interessenter i samarbejdet om innovative løsninger
  • En mulighed for at opskalere servicemodeller ved at sikre, at sundheds- og plejepersonale kan adoptere innovative praksisser gennem kapacitetsopbygning
  • Netværk med andre Reference Sites om identificering og deling af “best practice” på europæisk plan

Hvad karakteriserer et Reference Site?

EIP on AHA har fremsat en række nøglekarakteristikker, som bruges til at vurdere modenheden af de forskellige ansøgere. Disse bruges til at reflektere antallet af stjerner, som Reference Sites tildeles. Der tildeles mellem 1-4 stjerner til Reference Sites ud fra evalueringen af ansøgningerne, og for at være succesfulde skal ansøgere demonstrere:

  • Involvering af statslige sundheds- og plejeorganisationer, den akademiske verden, industri, SMV’er og repræsentanter fra civilsamfundet
  • Omfattende strategier, der understøtter aktiv og sund aldring
  • Konkrete bidrag til og svar på de samfundsmæssige, sociale og økonomiske udfordringer, der er formuleret i EIP on AHA’s tre tidligere nævnte initiativer
  • Tilpasning og bidrag til EIP on AHA’s strategi
  • Udvikling af partnerskaber med andre regioner til deling af gode praksisser
  • En forpligtelse til at støtte den digitale transformation i sundhed og pleje
  • Bidrag til best practice eksempler, samt graden af mulig opskalering af lokale løsninger til europæisk og internationalt niveau.

Hvad er nøgledatoerne for indkaldelsen?

  • 3. juni 2019: indkaldelsen offentliggøres
  • 15. juli 2019: (Udvidet) Deadline for indsendelse af ansøgning
  • 16. juli til 5. september 2019: Faglig evaluering af ansøgninger
  • 6.-15. september 2019: Kommissionen uddeler stjerner baseret på evalueringen af ansøgningerne
  • 15. september 2019: Udgivelse af resultaterne og start på kommunikationskampagne
  • 15.-20. september 2019: Udsendelse af elektroniske certifikater, logoer og vejledning til, hvordan disse bruges, til modtagere af stjerner
  • 25. september 2019: Reference Sites prisuddeling ved den forenede AAL-Forum/EIP on AHA partnerkonference i Aarhus.
 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Signe Waltoft Madsen
EU-specialkonsulent
Grøn omstilling
Maria Heilskou Pedersen
EU-specialkonsulent
Sundhed