Ansøgningsrunde
Byg bro med Interreg ØKS: Få op til 750.000 kr. til at arbejde over grænserne i Skandinavien
EU-programmet Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak (Interreg ØKS) tilbyder nu offentlige eller private aktører, som vil arbejde over grænserne i Skandinavien, op til 750.000 kr. i støtte til et såkaldt brobyggerprojekt. Projektet skal have fokus på den kommende programperiode 2021-2027 og skal forberede aktørerne på at starte et flerårigt projekt med højere ambitioner og med flere penge fra Interreg ØKS.
Har givet over 950 millioner i støtte til skandinaviske projekter
Interreg ØKS har siden 2014 investeret næsten 957 millioner kroner i projekter mellem svenskere, danskere og nordmænd. De projekter, der har modtaget støtte, løser vigtige samfundsudfordringer til gavn for virksomheder, kommuner, regioner, lande og Europa ved at gå over grænserne.
Byg bro til næste programperiode
Nu søger Interreg ØKS at bygge bro fra den nuværende programperiode (2014-2020) og til den kommende (2021-2027) ved at funde brobyggerprojekter.
Test din idé, skab kontakter og få god erfaring
Med et etårigt brobyggerprojekt kan du teste, hvor godt din projektidé holder, skabe værdifulde kontakter og opnå god erfaring til brug senere i et flerårigt projekt.
Fire områder under behandling
For øjeblikket er det kommende program for Interreg ØKS ved at blive skrevet, og derfor ligger det ikke helt klart, hvad der vil kunne søges støtte til, men et forslag, der pt er under behandling, har følgende fire områder:
1: Innovativ region for en smart og bæredygtig økonomisk transformation
2: Bæredygtig cirkulær og klimasmart region
3: Sammenhængende region med bæredygtig mobilitet og
4: Grænseløs arbejdsmarkedsregion.
Læs nærmere
Du kan læse meget mere om indholdet af de fire områder og blive endnu klogere på, hvordan du søger støtte til et brobyggerprojekt, ved at læse nærmere på Interreg ØKS’ egen hjemmeside på linket her.