Gode historier
C2C CC er afleveret!
Flere måneders hårdt arbejde kulminerede i fredags, hvor klimateamet hos CDEU afleverede den fulde ansøgning på 452 sider til Europa-Kommissionen. Nu venter vi i spænding frem mod sensommeren, hvor vi får svar på, om projektet er gået igennem og dermed får 60 millioner kroner i støtte til klimatilpasning i Region Midtjylland.
Fra idé til ansøgning
CDEU har været med hele vejen – fra idé til færdig ansøgning. Arbejdet bestod i begyndelsen mest af lobbyarbejde bl.a. ved at kontakte Europa-Kommissionen og fremlægge ideen om, at klimatilpasning kunne bygge på kommunernes klimatilpasningsplaner. Denne idé syntes Europa-Kommissionen godt om, og det blev begyndelsen på C2C CC. Der blev arbejdet hårdt i 2015 for at gøre første del af ansøgningen klar, og heldigvis fik CDEU, de midtjyske kommuner, regionen og alle de andre partnere i C2C CC en tidlig julegave, da det blev meddelt i december sidste år, at projektet var gået igennem til den anden og sidste fase af ansøgningsrunden. Siden da blev slutspurten for alvor sat ind, og i fredags kulminerede flere måneders hårdt arbejde med afleveringen af den fulde ansøgning.
Hvis du vil læse mere om processen fra ideen opstod til ansøgningen, samt om Europa-Kommissionens tanker med LIFE-projektet, kan du læse Coast 2 Coast Climate Challenge – en god idé bliver til et storslået projekt.
Yderligere information
Hvis du har spørgsmål om C2C CC, er du velkommen til at kontakte Central Denmark EU Office.