God historie
CDEU delte EU-muligheder med det nationale forskningscenter NAMU
I slutningen af januar afholdt NAMU – Nationalt center for anvendt forskning blandt ældre borgere i livet med multisygdom – en større workshop på VIA University College i Aarhus. NAMU er et nationalt forskningscenter, som engagerer forskningsledere på tværs af alle seks danske professionshøjskoler, og formålet med workshoppen var at diskutere den langsigtede vision og strategi for NAMU’s eksterne finansiering. Her tilbyder EU’s programmer nogle unikke muligheder, og dem var CDEU inviteret med af VIA University College for at dele.

Workshoppen for NAMU på VIA University College i Aarhus
NAMU – et samarbejde mellem de seks danske professionshøjskoler
I oktober 2024 blev NAMU etableret som et samarbejde mellem de seks danske professionshøjskoler. Samarbejdet har til huse på professionshøjskolen Absalon i København, og det blev skabt med en vision om at bidrage til et samfund, der fremmer bedst mulig lighed i sundhed for ældre borgere i livet med multisygdom.
Forskningsstrategi i fokus
Et af NAMU’s overordnede strategiske mål er at opbygge forskningskapacitet med fokus på praksisnær forskning, der skaber værdi for ældre borgere i livet med multisygdom i det nære sundhedsvæsen – og netop forskningsstrategi var i fokus, da NAMU den 29. januar inviterede til workshop på VIA University College i Aarhus.
Langsigtet vision og strategi for samarbejder
Her var ledende medarbejdere inden for sundhedsforskningsområdet fra alle seks danske professionshøjskoler inviteret med, og formiddagens program sigtede mod at dels at udvikle en langsigtet vision for NAMU’s eksterne finansiering, dels at definere en strategi for samarbejde med relevante forsknings- og praksisaktører.
Konkret plan for operationalisering af forskningsstrategien
Dernæst var det projektstøtteenheden under VIA University College, der stod for facilitering af eftermiddagens program, og det gik ud på at udvikle og udarbejde en konkret plan for operationalisering af forskningsstrategien.
CDEU fortalte nærmere om EU’s muligheder
Som et led heri havde VIA University College også inviteret CDEU’s forskningskonsulent Elena Nielsen med for at fortælle nærmere om EU’s store rammeprogram for forskning og innovation, Horizon Europe, og det med særligt fokus på de gode EU-muligheder inden for sundhedsområdet.
Vi siger mange tak for, at vi måtte være med, og vi ser frem til samarbejdet om at realisere EU-mulighederne.