Gode historier

CDEU fylder 10 år – her er direktørens tilbageblik 

1. november 2017

 

CDEU fylder i år 10 år, og vores direktør, Lars Holte Nielsen, har været med fra første dag. Derfor har vi bedt ham om at gøre status over de forgangne 10 år, som har set kontoret vokse fra fem til 13 faste medarbejdere, og hvor vi i samme periode er godt på vej til at have hentet trekvart milliard kroner i EU-støtte hjem til Midtjylland.

En famlende start

At det tal skulle være så stort efter 10 års drift, kunne ingen vist have forudset ved etableringen i 2007. CDEU’s start i Bruxelles havde udgangspunkt i Aarhus Kommunes kontor i Bruxelles og var baseret på en nyetableret region og 19 nye kommuner, som var kommet ud af strukturreformen. Der var enighed om, at Midtjylland skulle have en repræsentation i Bruxelles, men der var samtidig udbredt tvivl om, hvorvidt det kunne lade sig gøre at skabe værdi for borgere og virksomheder i Midtjylland gennem en repræsentation i Bruxelles, og om Midtjylland overhovedet kunne begå sig i og finde en rolle over for EU-systemet.

Fra tvivl til højtprofileret repræsentation

De 10 år, der er gået siden da, har på alle måder gjort den tvivl til skamme. CDEU har igennem årene udviklet sig fra en beskeden, famlende start uden et stabilt fundament i hverken Midtjylland eller Bruxelles til nu at være en stærk partner om europæisk samarbejde for ejerkredsen og en lang række institutioner, organisationer og virksomheder i Midtjylland. I Bruxelles har CDEU etableret sig som en af de mest slagkraftige og højest profilerede europæiske, regionale repræsentationer ud af de ca. 300 kollegaorganisationer, som er til stede i byen. I et integreret samarbejde med de midtjyske styrkepositioner sætter vi Midtjylland i spil i Europa og formidler relationer, netværk, viden, finansiering, profil og indflydelse. CDEU’s 10 års historie viser, at med vilje og styrke kan selv en lille region spille en rolle i Europa og skabe værdi i øjenhøjde med sine borgere og virksomheder.

Vi fejrer jubilæet den 3. november

Efter 10 år er CDEU således en veletableret faktor i både Midtjylland og i Bruxelles, og det fejrer vi den 3. november 2017 på fælleden i Skanderborg, hvor Danmarks højeste repræsentant i EU-systemet, EU-kommissær Margrethe Vestager, sætter scenen for CDEU’s 10-års jubilæumsreception. På dagen vil Margrethe Vestager give en privat briefing til de øverste politiske og administrative ledere i CDEU’s ejerkreds, og efterfølgende vil hun, sammen med repræsentanter for CDEU’s ejere, tale ved en reception for CDEU’s samarbejdspartnere.

Velkommen til AU

Den 3. november fejrer vi den første del af rejsen, som har nået sit højdepunkt ved, at vi kan sige velkommen til et nyt, stærkt medlem af CDEU’s ejerkreds, nemlig Aarhus Universitet (AU). AU har i alle årene været en god og nær samarbejdspartner, og relationen er blevet stadigt stærkere og mere omfattende. Med AU’s indtræden i ejerkredsen får vi endnu bedre forudsætninger for at understøtte AU’s europæisk baserede forskningsindsats, men også for at skabe nye synergier mellem forskning og uddannelse samt lokale og regionale aktører i Midtjylland. Alt sammen med det mål at ruste såvel AU som resten af Region Midtjylland på en fremtid med stadigt stigende konkurrence om såvel opmærksomhed som midler i EU-systemet.

Tilbage til arbejdet

Så når det sidste glas er drukket den 3. november, og jubilæumsreceptionen er slut, tager vi fat på arbejdet igen. CDEU har nemlig fortsat masser af energi, ambitioner og idéer til at udbygge de europæiske relationer for vores partnere i Midtjylland og til at skabe endnu mere værdi for Midtjylland ud af Europa.

Det er i samspillet og i de fælles ambitioner, vi bliver stærke. Tak for de første 10 år – vi glæder os til samarbejdet i tiden fremover.

Lars Holte Nielsen,


Direktør for CDEU