God historie

CDEU hjælper med at hente international konference for scenekunst til Midtjylland

1. december 2021

I 2023 skal Midtjylland være vært for en stor international konference, som afholdes af netværket IETM – International Network of Performance Art. Forventningen er, at konferencen vil samle ca. 400 internationale scenekunstaktører, og CDEU har siden 2019 arbejdet tæt sammen med Performing Arts Platform fra Aarhus for at få værtskabet for konferencen hentet til Danmark.

Fra venstre Amalie Møller Christensen, Europæisk Kulturregion, Charlotte Mors, daglig leder af Performing Arts Platform, Julie Sand Jørgensen, kulturrådgiver ved CDEU, og Sigrid Aakvik, projektleder ved Performing Arts Platform.

 

CDEU og Performing Arts Platform hentede opbakning til konferencen

Ideen til at hente konferencen til Danmark kom til et IETM-møde tilbage i 2019. Her talte Charlotte Mors fra Performing Arts Platform og CDEU’s kulturkonsulent Julie Sand Jørgensen om, hvor fantastisk det kunne være at få konferencen på midtjysk grund. De to sørgede sammen for at hente opbakning fra IETM, Europæisk Kulturregion, Aarhus Kommune samt Slots- og Kulturstyrelsen for at kunne gøre konferencen til en realitet.

Fandt inspiration i Frankrig

For at hente god inspiration til konferencen i Midtjylland tog CDEU’s kulturkonsulent Julie Sand Jørgensen for nogle uger tilbage til franske Lyon. Byen var nemlig vært for dette års IETM-konference, og med på turen var også Charlotte Mors og Sigrid Aakvikhhv. leder og projektleder fra Performing Arts Platform i Aarhus, samt Amalie Møller Christensen fra Europæisk Kulturregion. 

Mulighed for at binde tråde sammen

Formålet var at vise commitment, hente førstehåndsviden og få en fornemmelse af, hvordan arbejdet med en sådan konference kan gribes an:  

- Performing Arts Platform er mangeårigt medlem af IETM og har stor gavn af netværket. Ved at tage til IETM-konference i Frankrig viste vi ikke kun commitment til netværket og arrangementet, vi fik også mulighed for at få førstehåndsviden og en oplevelse af, hvordan de i Lyon har grebet opgaven an, og hvilke emner de bearbejder. På den måde har vi som kommende arrangør mulighed for at binde de indholdsmæssige tråde fra denne og næste konference i 2022 sammen til, når vi mødes i Danmark i 2023, lyder det fra Julie Sand Jørgensen.  

En oplagt platform for kulturaktører at samle sig om et fælles arrangement 

IETM skaber en platform for midtjyske kulturaktører inden for scenekunst og andre kunstformer, hvor de kan mødes og vidensudveksle, og det kan ses som en oplagt platform for kulturaktører at samles om et fælles arrangement, ligesom det skete i 2017, da Aarhus var europæisk kulturhovedstad. Det er i øvrigt Europæisk Kulturregion under Region Midtjylland, der har medfinansieret en projektleder, som skal være med til at styre værtskabet frem mod 2023.  

Hvad vil IETM-konferencen 2023 konkret bestå af? 

  • Tre dages netværksmøde for ca. 400 internationale scenekunstaktører. 
  • Fagligt inspirerende program med op imod 25 programpunkter – keynotes, debatter, workshops, 
    performance-lectures, mentoring mv. 
  • Endags ”pre-meeting” program med besøg hos nogle af regionens institutioner og seværdigheder. 
  • Tre dages kunstnerisk program for både mødedeltagere og lokale publikummer. 
  • Mulighed for særligt tilrettelagt arrangement eller program-spor rettet mod regionens kommunale kulturmedarbejdere og -konsulenter samt politikere i forbindelse med netværksmødet.  

Fakta om IETM

Grundlagt i 1981 som: Informal European Theatre Meeting. Netværket har 40-års jubilæum i 2021. 

Netværket tæller 496 medlemsorganisationer, og der er tusindvis af individuelle deltagere fra hele verden i netværkets aktiviteter. Medlemmerne tæller alle fra scenekunst-aktører såsom festivaler, teatre, virksomheder, producenter, uafhængige kuratorer, forsknings-og ressourcecentre, netværk og offentlige myndigheder, der arbejder med genrer/discipliner som teater, dans, cirkus, musikteater – og nye tværfaglige former: performance, installation, film og video samt nye teknologier mv., inden for fagfelter som produktion, præsentation, kuratering/programmering, residencies, udvikling, facilitering, forskning, dokumentation, videndeling og kompetenceudvikling. 

56 lande er repræsenteret I IETM, og 82% af medlemmerne er fra det europæiske kontinent.  

Det bliver i den tidlige sommer 2023, at Midtjylland skal være vært for den store konference.