Gode historier

CDEU hjælper med at skaffe 2,5 millioner kroner til turismeprojekt

27. september 2017

Ringkøbing-Skjern Kommune står i spidsen for et omfattende, europæisk turismeprojekt, som netop har fået tildelt 2,5 millioner kroner i støtte af Europa-Kommissionen.

Opkvalificering af medarbejdere er nødvendig

Projektet kaldes ”Professional SMEs in tourism – transnational development of skills acquisition’, og det har som mål at udarbejde en model, som kan hjælpe turismeaktører i Ringkøbing-Skjern Kommune, men også i resten af EU til at opkvalificere deres medarbejdere og dermed bedre følge med udviklingen.

Første projekt i samarbejdsaftale

Hos CDEU er glæden over projektstøtten selvsagt stor, ikke mindst fordi det er det første projekt, der kommer ud af den samarbejdsaftale, som Ringkøbing-Skjern og CDEU indgik for halvandet år siden. Åse Højlund Nielsen fra CDEU har således været med, lige siden idéen om turismeprojektet blev født, og hun fortæller:

–      I sommeren 2016 havde CDEU og Ringkøbing-Skjern en brainstorm, som klarlagde nogle af kommunens udfordringer på turismeområdet. Da nåede vi frem til, at det var en virkelig stor udfordring for kommunen at få de små- og mellemstore turismeaktører til at forstå vigtigheden af kompetenceudvikling – at det er vigtigt at opkvalificere sig, selv om man allerede gør det godt, forklarer Åse Højlund Nielsen.

Skal arbejde for at holde flot position

For øjeblikket er Ringkøbing-Skjern på en flot fjerdeplads i Danmark efter København, Aarhus og Aalborg, når det gælder om at tiltrække turister. Men for at holde den position, så kræver det altså, at medarbejderne opkvalificeres. Sørger man for det, så er der til gengæld også penge at hente:

–      Det handler om at få virksomhederne til at indse, at der er en reel, økonomisk gevinst ved at opkvalificere sig. Det skal det her projekt hjælpe med til at udbrede forståelsen for, lyder det fra Åse Højlund Nielsen.

Vil inspirere resten af EU

De øvrige partnere i projektet kommer fra henholdsvis Portugal og Storbritannien. Projektet vil samle best practices fra de involverede partnerlande og på den måde lave en model, som kan bruges til at inspirere andre i EU.

I Ringkøbing-Skjern Kommune er der forståeligt nok også masser af glæde over støtten:

– Det er fantastisk, at det er lykkedes os at få bevilliget dette internationale projekt efter et effektivt samarbejde mellem Ringkøbing-Skjern Kommune, Ringkøbing Fjord Turisme og CDEU i Bruxelles, siger turismedirektør fra Ringkøbing Fjord Turisme, Sebastian Schaper, som fortsætter:

– Vi glæder os utrolig meget til at få en international vinkel på vores bestræbelser i kompetenceudviklingen af vores turismeerhverv.

På billedet ses fra venstre EU-konsulenterne Julie Sand Jørgensen og Åse Højlund Nielsen fra CDEU samt turismedirektør ved Ringkøbing Fjord Turisme, Sebastian Schaper, og turismeudviklingskonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune, Rasmus Sømod, under et møde på CDEU.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Thomas Steen Hansen
EU-specialkonsulent
Erhverv og Vækst