God historie

CDEU modererede vellykket debat på Kulturmødet Mors

30. august 2024

Trods regn og blæst på Kulturmødet Mors i sidste uge lykkedes det at afvikle en række fine arrangementer på Europæisk Kulturregions scene i Lysskoven. Her modererede vores egen Louise Godt en vellykket debat, som handlede om, hvordan man bruger europæisk samarbejde i udvikling og udmøntning af ens kulturambitioner. Stor tak til Simone Due Rasmussen fra Museet KØN i Aarhus og Esben Aarup, projektleder ved Live Incubator, for at sidde i panelet, og tak til tilhørerne, der trodsede det vilde vejr og kom for at lytte med.  

Fra venstre Louise Godt, CDEU, Esben Bjerre, LIVE Incubator og Simone Due Rasmussen, Museum KØN, under debatten på Europæisk Kulturregions scene i Lysskoven ved Kulturmødet Mors. © Niels Åge Skovbo /FOKUS FOTO Copyright.

Europæisk Kulturregions scene på Kulturmødet Mors ligger i det område, der normalt hedder Lysskoven – men fredag den 23. august kunne området med fordel være blevet omdøbt til Regn – og Blæseskoven.  

Vejret var nemlig bestemt ikke i sit gode hjørne, da Louise Godt og panelet gik på scenen, men heldigvis forhindrede det ikke de fremmødte i at blive vidne til en fin debat. Den gik både i dybden med, om EU-projekter nu også er så bøvlede, som rygtet siger, ligesom den kom ind på alt det gode, som et EU-kulturprojekt kan lede til. 

© Niels Åge Skovbo /FOKUS FOTO Copyright

Delte europæiske erfaringer  

Fra scenen delte de to EU-projektmagere Simone Due Rasmussen og Esben Aarup således ud af deres erfaringer med det at arbejde på den europæiske scene.

Her fortalte Simone Due Rasmussen om, hvordan hun og Museum KØN netop har startet deres første EU-støttede projekt op med en inspirerende kulturinstitution i Holland.  

Esben Aarup fortalte om, hvordan han gerne vil udvikle musikbranchen ved at arbejde på tværs af landegrænserne og om, hvordan han har fået lavet et virkelig godt netværk ude i Europa, som lige nu er i gang med at søge om EU-midler til aktiviteter forbundet hermed.  

Tak til Europæisk Kulturregion 

Stor tak til Europæisk Kulturregion for igen i år at lægge scene til vigtige snakke om, hvad EU kan gøre for kulturlivet.

Tak til paneldeltagerne og tak til jer, der lyttede med. Vi ser frem til at møde jer igen i Lysskoven til næste år – forhåbentlig under lidt mere milde vejrforhold. 

 

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Louise Godt
EU-rådgiver
Kultur