God historie

CDEU’s bestyrelse på studietur til Bruxelles

28. november 2024

I midten af november havde vi fornøjelsen af at have CDEU’s bestyrelse på studietur til Bruxelles. Formålet var blandt andet at sikre et stærkt vidensfundament om EU, der lige nu står midt i en stor forandring med bl.a. et nyt Europa-Parlament og med udsigt til en ny Europa-Kommission. Programmet gav også et indblik i de prioriteter, som det kommende danske EU-formandskab vil arbejde for, når Danmark i andet halvår af 2025 overtager formandsstolen. Og sidst, men bestemt ikke mindst gav turen mulighed for, at bestyrelsen kunne komme tættere på os på CDEU og få et indblik i det arbejde, som vi udfører vores mange aktører over hele Midtjylland.

Bestyrelsesmedlemmerne foran CDEU’s kontor i Bruxelles.

Turen handlede om at gøre det abstrakte konkret

Hvis man spørger vores bestyrelsesformand Susanne Buch Nielsen, om hun kan sætte en hovedoverskrift på bestyrelsens tur til Bruxelles, så kan det faktisk gøres relativt simpelt: Det handler i bund og grund om at gøre det abstrakte konkret.

  • I bestyrelsen har vi glædet os meget til turen her. Vi har en målsætning om at komme herned i hvert fald en gang i hver valgperiode, og det prioriterer vi, fordi det at møde jer fysisk medvirker til at gøre hele det her store og til tider ret abstrakte EU meget mere konkret for os, fortæller Susanne Buch Nielsen, som fortsætter:
  • Det samme kan jeg faktisk også sige om de møder med de nøglespillere i EU-systemet, som er på programmet. For EU kan jo, selv for os politikere, godt virke meget langt væk. Derfor er det godt at få sat nogle ansigter på, for det gør det alt sammen meget mere vedkommende.

Det at møde jer fysisk medvirker til at gøre hele det her store og til tider ret abstrakte EU meget mere konkret for os – Susanne Buch Nielsen, medlem af Regionsrådet for SF og formand for CDEU’s bestyrelse

Bliver bekræftet i, at CDEU er en rigtig god investering

Vores uddannelsesteam beretter om næste års aktiviteter for bestyrelsen

Studieturen skal således bruges til at gøre EU meget mere konkret, men vigtigt er også, at den skal give bestyrelsen indsigt i den værdi, som CDEU hjælper vores mange midtjyske aktører med at hente af EU:

  • Når vi på den her måde møder alle jer konsulenter fra de enkelte fagområder på kontoret og høre jer fortælle om alle de resultater, som I er med til at skabe for både kommuner, regionen, AU og VIA, så gør det jo også, at vi bliver bekræftet i, at det fortsat er en rigtig god investering at have et kontor som CDEU i Bruxelles, lyder det fra Susanne Buch Nielsen.

Vi bliver bekræftet i, at det fortsat er en rigtig god investering at have et kontor som CDEU i Bruxelles – Susanne Buch Nielsen, medlem af Regionsrådet for SF og formand for CDEU’s bestyrelse

Oplæg fra alle seks fagteams

Vores kulturteam beretter om næste års aktiviteter for bestyrelsen

Efter et bestyrelsesmøde, som blev holdt i CDEU’s lokaler, bød programmet for studieturen således på oplæg fra alle vores seks fagteams, der gav et indblik i deres arbejde og i de planlagte aktiviteter for 2025, ligesom aktiviteterne for næste år blev perspektiveret til de kommende Europa-Kommissærers Mission Letters samt til EU’s prioriteter.

Indblik i Europa-Parlamentets arbejde

Derefter ventede et møde med Europaparlamentariker Rasmus Nordqvist fra SF, som gav et indblik i sit arbejde og dernæst fortalte om et Europa-Parlament i opstart og en ny Europa-Kommission under etablering.

Prioriteterne for det danske EU-formandskab i 2025

Dagen efter var der fra morgenstunden møde med ambassadør Søren Jacobsen fra Danmarks Faste Repræsentation ved EU, som fortalte om det danske formandskab i 2025, de store EU-dagsordener og nye prioriteter for den kommende periode.

Et lille land med en tung kommissærpost

Herefter gik turen til Europa-Kommissionen, hvor Stina Soewarta, der er chef for Margrethe Vestagers kabinet i Kommissionen, ventede. Stina Soewarta fortalte om EU-kommissærens rolle og om, hvordan Kommissærkollegiet opererer i det daglige samt om, hvad det betyder for et lille land som Danmark at få tildelt en tung kommissærpost og tilhørende portefølje.

EU kan jo, selv for os politikere, godt virke meget langt væk. Derfor er det godt at få sat nogle ansigter på, for det gør det alt sammen meget mere vedkommende – Susanne Buch Nielsen, medlem af Regionsrådet for SF og formand for CDEU’s bestyrelse

Mange tak for besøget

Vi siger stor tak til bestyrelsen for at prioritere at tage turen til Bruxelles. Vi sætter altid stor pris på, når vi kan mødes med jer ansigt til ansigt, og vi håber, at I er taget hjem med god viden om både vores arbejde og om, hvad der sker på EU-scenen netop nu.

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Lars Holte Nielsen
Direktør
Birgitte Karnøe Frederiksen
Souschef og EU-chefkonsulent
Grøn omstilling