Arrangementer

Deltag i kulturstudietur 2019 til Bruxelles og Mons

29. maj 2019

Midtjyske kulturorganisationer og -institutioner har nu mulighed for sammen med deres kulturkonsulenter at tage på kulturstudietur til Bruxelles og Mons i Belgien til efteråret, hvor der bl.a. bliver mulighed for at lære mere om EU’s kulturdagsorden og opdyrke nye netværk.

Genvej til Europa og Europæisk Kulturregion arrangerer kulturstudietur 2019

Studieturen giver et indblik i blandt andet den nye, europæiske kulturdagsorden, som er inspireret af resultaterne fra Aarhus2017 og Region Midtjylland. Turen giver samtidig mulighed for at møde andre kulturaktører på tværs af sektorer og tage første skridt til at opdyrke europæiske samarbejdspartnere til gavn for din kulturorganisation.

Foruden Bruxelles besøger vi Mons, som har arbejdet med det faktum, at de har været europæisk kulturhovedstad de sidste 4 år. Her får du et indblik i, hvordan deres kulturorganisationer arbejder nu, og hvilket aftryk kulturhovedstadsprojektet har afsat hos dem.

Unik indsigt i EU og dets muligheder

  • Vi kan se, at der sker en ændring i folks mindset, når de har været i Bruxelles. Turen giver nogle unikke indsigter i, hvordan EU-systemet fungerer og hvordan EU kan gavne ude i kulturinstitutionernes dagligdag. Samtidig giver turen et fantastisk netværk både blandt de midtjyske deltagere, men også med de parter, som vi møder på turen i Bruxelles og i Mons, fortæller CDEU’s kulturkonsulent, Lone Leth Larsen.

Genvej til Europa har i samarbejde med Europæisk Kulturregion lagt et foreløbigt program ud fra, hvad vi mener kan være berigende for de tilmeldte deltagere. Men der er samtidig rig mulighed for at sætte eget aftryk på, hvad vi skal opleve, så det er bare med at komme med dine input. Har du ønsker eller forslag, så skriv, når du tilmelder dig, hvad du håber på at få ud af programmet.

Sådan kommer du med

Studieturen vil finde sted over 2 dage og vil ligge mellem 7. og 10. oktober 2019, hvor der også er European Week of Regions and Cities (EWRC) i Bruxelles. Arrangementet samler hvert år over 6000 deltagere fra hele Europa. De præcise datoer for studieturen afhænger således af det endelige program for EWCR, da Aarhus2017 og Europæisk Kulturregion deltager i EWCR med en workshop, som vil indgå som et element i studieturen, men som vi endnu mangler at få dato på. Den dato får vi i slutningen af juni.

Derfor: Hvis du kunne tænke dig at bruge to dage i efteråret på at blive skarp på EU og få udvidet dit netværk, så skynd dig at sende en mail til Julie Sand Jørgensen på jsj@centraldenmark.eu senest den 21. juni 2019 kl. 12.00. På dette tidspunkt vil vi også kunne melde endeligt ud om datoerne for turen.

Vi gør opmærksom på, at i løbet af denne uge er der stor efterspørgsel på hoteller i Bruxelles, og derfor er det vigtigt for os, at vi har din interessetilkendegivelse inden den 21. juni 2019, så vi er i stand til at finde et samlet hoteltilbud.

Målgruppe

Turen vil være henvendt til midtjyske kulturorganisationer- og institutioner på tværs af sektorer som f.eks. teatre, musikskoler, museer, foreninger og NGO’er i Midtjylland samt kulturkonsulenter.

Pris

Kulturstudieturen koster 2500 kr. per person, som inkluderer et omfattende program, to frokoster, aftensmad samt hotelovernatning. Fly, transport og moms er ikke inkluderet i prisen. Tilbuddet gælder ved tilmelding inden den 21. juni 2019 kl. 12.00.

Tilmelding

Tilmelding sker ved at kontakte Julie Sand Jørgensen på mail JSJ@centraldenmark.eu eller tlf. +32 (0) 499 48 92 03 senest fredag den 21. juni 2019 kl. 12.00. Har du spørgsmål, så kontakt samme.

Program

Læs det foreløbige program og flere detaljer om turen her: KULTURSTUDIETUR 2019 TIL BRUXELLES OG MONS