God historie
Destination Kystlandet skal udvikle cykelturisme med millionstøtte fra EU
Destination Kystlandet, som er et turismesamarbejde mellem Odder, Horsens og Hedensted kommuner, er med CDEU’s hjælp blevet partner i et nyt EU-projekt kaldet ‘Cycling Waterways’. Projektet har en række europæiske turismeaktører som partnere, og Cycling Waterways sigter mod at udvikle de enkelte destinationer ved at skabe bedre vilkår for cykelturismen langs kyster, fjorde, åer og andre vandveje. Destination Kystlandets del af projektet har et budget på to mio. kr., mens projektets samlede budget er på 12 mio. kr., og EU-støtten er hentet i programmet Interreg Europe.
I det europæiske projekt ‘Cycling Waterways’ forenes turismeaktører fra Danmark, Spanien, Italien, Slovenien, Rumænien og Frankrig om det fælles mål at udvikle og forbedre cykelturismen langs kyster, fjorde, åer og andre vandveje.
Jeg er simpelthen så glad! Med projektet her får vi over de næste fire år mulighed for at arbejde endnu mere strategisk og intenst i hele vores destination med cykelturisme, som vi ser virkelig mange fordele i – Helle Berthold Rosenberg, direktør for Destination Kystlandet
Giver mulighed for at arbejde endnu mere strategisk og intenst med cykelturisme
Det er første gang, at Destination Kystlandet prøver kræfter med et EU-projekt, og hos direktør for Destination Kystlandet, Helle Berthold Rosenberg, er begejstringen til at tage og føle på:
– Jeg er simpelthen så glad! Med projektet her får vi over de næste fire år mulighed for at arbejde endnu mere strategisk og intenst i hele vores destination med cykelturisme, som vi ser virkelig mange fordele i: Dels er cykelturisme en grøn mobilitetsform, der gavner både miljø og folkesundhed, og dels kan den binde både vores erhverv, naturoplevelser og kommuner endnu bedre sammen, end de allerede er, så vi kan næsten ikke vente med at komme i gang, lyder det fra Helle Berthold Rosenberg.
Dels er cykelturisme en grøn mobilitetsform, der gavner både miljø og folkesundhed, og dels kan den binde både vores erhverv, naturoplevelser og kommuner endnu bedre sammen, end de allerede er, så vi kan næsten ikke vente med at komme i gang – Helle Berthold Rosenberg, direktør for Destination Kystlandet.
To forskellige faser i projektet
Af de fire år, som projektet kører over, er de første tre afsat til den såkaldte kernefase, mens det sidste år bruges på den såkaldte opfølgningsfase.
I kernefasen skal der indsamles data samtidig med, at potentialer og udfordringer på området udpeges, ligesom aktørerne i kernefasen også vil undersøge eksisterende politikker, strategier og praksisser vedrørende såvel cykelruter som generel destinationsudvikling langs vandveje.
Det arbejde skal munde ud i, at der bliver udfærdiget en række konkrete forslag til handlingsplaner og en fælles praksis, som kan benyttes af alle de aktører, der er en del af Interreg-projektet. De forskellige deltagere vil desuden løbende udveksle erfaringer samt mødes til seminarer og workshops.
Med det store fokus på cykelturisme, der er i Danmark, og som er hjulpet godt på vej af brandingen af Tour De France sidste år samt det kommende UCI World Tour cykelløb på Sjælland, er det helt oplagt at gribe den her mulighed for udvikling – Helle Berthold Rosenberg, direktør for Destination Kystlandet
Gennem projektets sidste år, også kaldet opfølgningsfasen, skal effekten af de udarbejdede handlingsplaner dokumenteres og drøftes af deltagerne, som desuden får mulighed for at søge EU-finansiering til et pilotprojekt, der gør det muligt at arbejde videre med området.
Kan gøre brug af potentialer
Helle Berthold Rosenberg fortæller, hvorledes cykelturismen både giver mulighed for at ride med på den bølge af opmærksomhed, som Danmark i denne tid nyder godt af, samtidig med at den giver mulighed for at bringe nogle af de naturområder, der er en del af Kystlandet, i spil.
– Med det store fokus på cykelturisme, der er i Danmark, og som er hjulpet godt på vej af brandingen af Tour De France sidste år samt det kommende UCI World Tour cykelløb på Sjælland, er det helt oplagt at gribe den her mulighed for udvikling. Gennem projektet kan vi desuden sammenkoble mange af de potentialer, som vores område har langs f.eks. Gudenåen, Horsens Fjord, Odderkysten og Vejle Fjord, og mine kollegaer og jeg glæder os til at trække i arbejdstøjet sammen med vores nye, udenlandske samarbejdspartnere, lyder det fra Helle Berthold Rosenberg.
Dels kan projektet her kan være med til at afdække, hvordan cykelturismen bliver mere bæredygtig, både hvad angår naturen, kulturarven og den økonomiske bundlinje hos alle de lokale aktører – og dels vil Destination Kystlandets deltagelse i projektet gøre resultaterne så meget desto mere synlige og relevante for turismeaktørerne i både resten af Midtjylland og Danmark efterfølgende – Tarik Kehli, erhvervskonsulent ved CDEU
CDEU har hjulpet i hele ansøgningsfasen
Det er CDEU, som har hjulpet Destination Kystlandet med at opfange muligheden for at indgå i projektet, og som har understøttet Helle Berthold Rosenberg og hendes hold i at koble Odders, Horsens’ og Hedensteds ambitioner på turismeområdet med de europæiske muligheder for at søge støtte:
- Det giver mening at samarbejde europæisk for at forløse det store potentiale, som Odder, Horsens og Hedensted har, når det kommer til at udbrede cykelturismen i hele Destination Kystlandet, lyder det fra CDEU’s erhvervskonsulent, Tarik Kehli, der har hjulpet Destination Kystlandet igennem ansøgningsprocessen. Han fortsætter:
- På CDEU er vi derfor også rigtig glade for at have kunnet hjælpe Destination Kystlandet med i det her projekt, og det er der flere årsager til: Dels kan projektet her kan være med til at afdække, hvordan cykelturismen bliver mere bæredygtig, både hvad angår naturen, kulturarven og den økonomiske bundlinje hos alle de lokale aktører – og dels vil Destination Kystlandets deltagelse i projektet gøre resultaterne så meget desto mere synlige og relevante for turismeaktørerne i både resten af Midtjylland og Danmark efterfølgende.
Projektet ‘Cycling Waterways’ har forventet start den 1. april 2024 og vil køre fire år frem.